F: Iffe Lundberg, Horsens IC
Interviewet med Iffe Lundberg gik desværre i vasken, da lyden manglede på interviewet. Derfor har vi lavet et skrevet interview med Lundberg, mens vi i stedet giver jer et lille klip fra slutspillet, hvor Arnel Dedic ikke mente, at Lundberg havde tid til et interview. Det gav dette sjove klip.
Iffe Lundberg er stolt af prisen, hvor han fortæller, at han er glad for at blive anerkendt.
“Man træner hårdt for, at blive bedre hele tiden. Det at folk kan se mit hårde arbejde bærer frugt er jo bare en bonus. Det fremmer lidt mine resultater,” fortæller han til Fullcourt.dk.
Iffe Lundberg er en spiller med store forventninger til sig selv, og derfor er han også en spiller, der altid går forrest med det hårde arbejde.
“Jeg ved, hvad jeg er i stand til at gøre på banen. Jeg træner hårdt, og er villig til at lære konstant – derfor sætter jeg høje mål. Alene på min indstilling og mit hårde [arbejde, red.] alene, ved jeg, at jeg nok skal nå mine mål. Jeg har de rigtige folk omkring mig, som vil mig det bedste, og det hjælper som en slags ekstra motivation.”
Lundberg er også tilfreds med sin præstation i sæsonen, hvor Horsens IC i øjeblikket står 1-1 i finaleserien mod Bakken Bears. Han ønsker dog hele tiden at udvikle sig, hvilket endnu en sæson i Horsens IC har hjulpet ham med.
“Det vigtigste for mig er, at jeg føler, at jeg udvikler mig hele tiden. Og det kan jeg bestemt sige, at jeg gør. Det kan godt være, at statistikkerne måske kunne være bedre. Men det er ikke det, jeg tænker på, fordi så længe at jeg selv kan mærke, at jeg bliver bedre konstant, og føler mig klar til det næste niveau, så har jeg det fint med det.”
Iffe Lundberg er i gang med sin fjerde sæson i den bedste danske række, hvor han i denne sæson har spillet sin anden sæson i Horsens IC. Et skridt som han føler var det helt rigtige for ham.
“Det har betydet alt for mig. Jeg er 100% sikker, at jeg ikke villet have været på det niveau, jeg er på nu, et andet sted. Og det kan jeg kun takke Arnel for.”
Lundberg sluttede med at fortælle, at dette med sikkerhed er hans sidste sæson i Danmark. Han vil dog ikke fortælle, hvor næste destination kunne blive. Han har i denne sæson snittet 14,8 point, 4,7 rebounds og 4,3 assists.
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































