Jeg har egentlig i snart et par år gået og tænkt over, hvad en basketballspiller i Basketligaen egentlig laver henover en lang sommerpause. For mig som basketballfan er det en meget tom fornemmelse, når sidste kamp er spillet i maj, men hvordan er det egentlig for en spiller?
Det må være en vild oplevelse at skulle være så koncentreret, og formentlig også presset både fysisk og mentalt i godt og vel syv måneder. Og hvad så når sæsonen er slut? Hvad går en Basketliga-spiller egentlig rundt og fordriver tiden med uden for sæsonen?
Derudover så synes jeg også, at jeg var lidt nysgerrig på, hvorfor spillerne selv begyndte at spille basket, og hvad de laver når de ikke lige spiller basket. For Team FOG Næstved-spilleren Mathias Bak Christensen er det et hårdt program, han kører sig. Han studerer og bor i København, og nærmest dagligt pendler han til Næstved.
”Hvis ikke jeg har studie på en kampdag, starter min dag typisk med at sove til omkring 8-9-tiden, og så tage over i hallen og skyde en times tid fra 10-11 sammen med de andre fra holdet. Vi træner ikke så ofte i Arenaen, så det er fedt at kunne komme ind og få en masse skud afsted inden aftenens kamp.”
”Derefter vil jeg ofte slå et smut ned forbi Rugvænget Smørrebrød, hvor jeg får noget frokost, og så er det hjem og ligge i sengen og se noget Netflix eller HBO. Pt. mangler jeg desværre en serie, da jeg har afsluttet både Sherlock, Game of Thrones, Westworld, The Walking Dead og hvad de ellers hedder, så nu må vi se, hvad der sker, når sæsonen skydes i gang. Typisk omkring 15:30 får jeg noget let at spise, inden jeg skal afsted til hallen, og så går jeg ellers så småt og tripper derhjemme og venter på at tage af sted.”
Dagen starter altså tidligt for Mathias Bak på en kampdag. Til en almindelig hjemmekamp er der også helt styr på ritualerne for holdet, som både tæller høj musik og et let måltid.
”Omkring klokken 17 plejer vi at mødes i hallen, hvor vi lige sidder og får lidt lette snacks, inden vi skal gøre os klar. Cirka fem kvarter før kampstart begynder folk at gå ud og klæde om og mentalt lade op til kampen.”
”Musikken spiller højt ud af højtalerne i omklædningsrummet for at få alle i det rette mindset, og en time inden kampstart er vi stort set alle inde på banen for enten at skyde, strække ud eller hvad man ellers har behov for. 40 minutter inden tip off bliver vi sendt tilbage til omklædningsrummet, hvor Milan giver os de sidste instrukser, om hvad vi skal vi skal være opmærksomme på, og hvad han forventer af os.”
For Mathias Bak, som er født og opvokset i Næstved, er familien naturligvis altid på plads i Arenaen, og de er om nogen hans største kritikere efter kampene.
”Vi går tilbage på banen med 30 minutter igen, og herefter er det opvarmning. Kampen bliver spillet, og uafhængigt af sejr eller nederlag, skal vi igen ud i omklædningsrummet for kort at evaluere kampen. Efter fem minutters snak bliver der pakket sammen og klædt om, og jeg går altid lige ud og snakker med familie og venner, som trofast står og venter på mig. Herude bliver kampen i mindst lige så høj grad evalueret, og det kan være fedt at blive hjulpet op igen efter en svær personlig kamp eller få enten positiv eller negativ kritik, alt efter ens præstation.”
Efter at have været i gang i godt og vel 12 timer, hvilket egentlig er en ret lang arbejdsdag, for en kamp der blot tager knap og nap to timer. Er Mathias Bak Christensen atter på vej hjem til København igen. Dagene er naturligvis endnu længere, når kampene spilles i jylland.
”Klokken nærmer sig 21:30, og jeg skal afsted og hjem med toget lidt i 22. Herefter sidder jeg i toget og prøver så småt på at glemme kampen, uanset udfaldet, og så er jeg hjemme lidt over en time senere. Det kan være lidt svært at falde til ro efter en lang dag med kamp, så oftest ender jeg med at se et afsnit af Friends eller andet, før jeg lægger mig til at sove. Heldigvis har vi fri dagen efter kamp, så medmindre der er skole dagen efter, kan man få sovet ud og restitueret, det man skal.”
Hvordan bliver man bidt af basketball?
Hvad er det så, der for en ung gut til, at bruge så meget tid på basketball ved siden af sit studie? Mathias Bak har tilsyneladende viet sin basketball-karriere til Team FOG Næstved, så hvad er det, der hiver ham og gør, at han gider pendle to timer flere gange om ugen?
”Det fedeste for mig ved basketball er intensiteten og følelsen af at vinde. Der er intet som en højintens kamp, hvor man ender med at trække sig sejrrigt ud af. Hvis jeg kigger på sporten udefra set, vil jeg jo mene, at spillet foregår i højere tempo end både fodbold og håndbold, og man kan dårligt kigge væk fra spillet uden at misse noget. Nu nyder jeg dog selv at se mine egne Liverpool og Brøndby spille, og jeg misser sjældent nogen af deres kampe, så intet ondt ord om fodbold fra min side. Samtidig med at vinde handler det også samtidig for mig om at blive den allerbedste spiller, jeg kan blive.”
Mathias Bak Christensen har ikke den interesse fra fremmede. Hans familie er nemlig en stor basketball-familie i Næstved, hvor både far Peter og farbror Søren, har haft karriere på byens bedste basketball-mandskab. Udover dette har både Mathias’ søskende og fætre lovende udsigter til at blive en del af holdet om nogle år.
”Jeg har haft en basketball i hænderne, siden jeg kunne kravle, så det var meget naturligt for mig, at det skulle være det. Jeg har også været rundt om både fodbold, håndbold og golf, men der har ikke på noget tidspunkt været nogen tvivl om, at det var basketball, som jeg havde kærligheden til. Jeg kan huske, fra jeg var helt lille, at jeg har været med ude i Næstved Hallen og se min far spille på Næstveds førstehold, som senere hen altså blev Team FOG, og jeg har altid haft en forventning om, at jeg også skulle komme til at spille med. Kan huske, at de altid spillede introsangen fra Space Jam, som selvfølgelig var min yndlingsfilm dengang, under opvarmningen, og jeg kunne simpelthen ikke vente med, at det blev min tur, når jeg blev ældre.”
Styrketræning og ferie står på programmet
Som jeg skrev i indledningen, så har jeg været vanvittigt nysgerrig på, at høre hvad en spiller i Basketligaen laver uden for sæsonen.
For Mathias står den først og fremmest på ferie, men meget hurtigt går han i gang med at arbejde på ting, der kan forbedre hans spil frem mod næste sæson.
”Efter en endt sæson plejer jeg gerne at tage cirka en uges fri, hvor jeg ikke spiller basket. Efter så mange måneder med intens træning hver uge, er det i hvert fald rigtigt for mig lige at komme væk fra det, så man kan finde gnisten og gejsten igen. Hvis sæsonen er sluttet skidt af, måske allerede i kvartfinalen, kan det dog være svært at afholde sig fra at tage i hallen, fordi man gerne vil tilbage og blive bedre og få fjernet noget af den dårlige følelse, som man kan have, når man ryger ud.”
Det store problem henover en sommer er dog at finde ledige haltider. De fleste haller holder nemlig sommerferie i juli måned, og der kan det være svært at få finpudset sine færdigheder.
”I Næstved har vi individuelle træninger for os, som fortsat er i landet, og det fortsætter vi med til og med juni, hvorefter hallerne lukker ned, og det kan være svært at få træningstider. I år var der lukket i vores træningshaller næsten hele juli, så det kan bestemt være frustrerende ikke at føle, man kan få lov til at træne.”
Det må være frustrerende at måtte holde pause i næsten en hel måned fra basket. Vel at mærke, hvor du ikke engang kan skyde lidt. Klubberne starter derfor i god tid før sæsonstart med opstartstræninger. For Mathias fordriver han sommerens ventetid med styrke og konditionstræning.
”I løbet af sommeren handler det om at styrketræne og arbejde på de ting, som man føler, man har behov for at få udviklet, om det så er i styrketræningslokalet for at blive stærkere, eller om det i højere grad er ens kompetencer inden for spillet. I sommerferien i juli tager jeg gerne 7-10 dage på ferie med min kæreste, hvor jeg prøver at få ladet op, inden sæsonen går i gang. Det er sjældent, at man kan få trænet basket, når man er afsted, så her nogle uger inden træningsstart handler det i højere grad om at styrke- og konditionstræne, så man kan være 100 procent klar, når holdet samles i august. Løbeskoene er derfor altid et must at have med på ferie.”
Foto: Robert Piil
Når juli er overstået, begynder holdet så småt at samle sig, og den første træning med Team FOG Næstved er en uges tid inde i august. Her er der naturligvis fokus på den fysiske form, og så er der bare masser af træningspas i starten.
”De første par uger af preseason handler i høj grad om at komme i god fysisk form. Det er derfor en masse konditionstræning, både med og uden bold. Tidligere har jeg haft trænere, hvor vi stort set ikke har brugt bolde i opstarten, men Milan kører det med ind fra start. I takt med at vi kommer tættere på sæsonen, kommer der større fokus på vores plays og intern forståelse for hinanden inde på banen.”
”I løbet af preseason træner vi en hel del, gerne 8-10 træninger om ugen. Nogle af os som har studie har selvfølgelig ikke mulighed for at være med til alle træninger, så jeg træner selv typisk 7-8 gange om ugen, herefter jeg er startet op efter sommerferien. Jeg bor og studerer i København, så det kræver selvfølgelig en masse tid at rejse frem og tilbage hver dag. I vintermånederne er det rigtig hårdt at tage hjemmefra ved 7-8-tiden og komme hjem igen omkring kl. 22. Jeg prøver at få det bedste ud af tiden i toget, så jeg har altid mine opgaver og computer med mig, så jeg ikke skal sidde med det derhjemme.”
Mange store medspillere, men især en skiller sig ud
Sidste del af denne artikel om spillere i Basketligaen handler om inspirationen fra tidligere spillere. Hvem har ifølge Mathias Bak Christensen været de største spillere at spille med? Der er en del store profiler, han har spillet med i Team FOG Næstved, men specielt en mand har været hans store inspirationskilde.
”Jeg har nok tre spillere, som jeg vil fremhæve i løbet af mine seks år på Team FOG. Først og fremmest Peter Johansen, som jeg kun nåede at spille sammen med en enkelt sæson, da han stoppede karrieren efter sæsonen 11/12, hvor vi vandt klubbens første bronzemedaljer. ”
”Han kunne score på en masse forskellige måder, hvad enten han fik bolden inside eller ude bag treeren. Udover sin evne til at score var han også formidabel til at se spillet, og han havde mange kampe med en del assists. Eftersom det var mit første år på holdet, var jeg ikke mere end 16 år, og Peter var som lederen af holdet virkelig god til at få mig integreret og få mig til at føle, at jeg havde en rolle at spille. Det gør en stor forskel for en ung spiller, at nogle af de ledende kræfter viser vejen og sætter rammerne for, hvordan miljøet omkring truppen skal være.”
Peter Johansen er vel også en spiller, som de fleste husker for fantastisk fight og evner på banen. Peter Johansen var også en spiller, der kunne dele vandende og skabe fantastisk stemning i hallerne.
”Den anden spiller jeg vil fremhæve er Corin Henry, som jeg har haft fornøjelsen af at spille sammen med i to sæsoner. Han er sandsynligvis den hurtigste spiller, jeg har været holdkammerat med, i hvert fald ham eller Troy Franklin, så han var i stand til at lægge et utrolig højt pres på modstanderen, og han blev derfor også kåret som årets forsvarsspiller, i første sæson han var i klubben. I angrebet var han også en kæmpe faktor, og med hans lave og hurtige driblinger samt hans gode skud, var han meget svær at have med at gøre. Begge sæsoner han var i klubben var vi også forholdsvis tæt på at komme i finalen, og han var helt sikkert en stor grund til, at vi kom så langt begge gange.”
Corin Henry blev kåret som årets forsvarsspiller i Basketligaen, så det virker meget naturligt at Mathias fremhæver ham. Den næste spiller han fremhæver, er Moritz Lanegger, der spillede i klubben i sidste sæson. Han var i høj grad med til, at løfte spillet for sydsjællænderne, og havde en vigtig rolle i pokaltriumfen mod Horsens.
”Den tredje spiller, jeg vil fremhæve, er Moritz Lanegger, som jeg var så heldig at spille sammen med et halvt år sidste sæson. Han kom ind på vores hold og var i høj grad med til at redde sæsonen, da vi vandt pokalfinalen med ham i spidsen. Han har en masse gode lederegenskaber, og han sætter altid andre og holdet over sig selv, og han er derfor uundværlig på et hold. Moritz er en meget traditionel PG, som sætter spillet op for andre, og som kun ser efter sine egne skud og muligheder, hvis det er dét, som holdet har behov for på det givne tidspunkt. Det var altså også det, som endte med at vinde os pokalfinalen, da han tog tingene i egne hænder til sidst, og scorede omkring ti point i de sidste par minutter. Udenfor banen er han ikke en mindre karakter, og han betød rigtig meget for mig i sidste sæson, og jeg har lært utrolig meget af ham på rigtig kort tid. En fantastisk god spiller og en fed figur at have med på sit hold.”
”Nu har jeg nævnt de tre spillere, som nok er de bedste, som jeg selv har spillet sammen med på det givne tidspunkt i deres respektive karrierer, og alligevel er der én som mangler fra ligningen, da det nok er ham, som har betydet mest for min basketkarriere.”
Manden der er tale om, at Mathias’ far, Peter Christensen. Han spillede for Team FOG Næstved siden de rykkede op i Basketligaen i 2005. Han sluttede sin Basketliga-karriere i 2012, hvilket var den sæson hvor Mathias fik sin debut for holdet. Dermed nåede far og søn at spille på samme hold.
”Jeg har været så heldig at få lov til at spille sammen med min far; først en enkelt sæson på Team FOG, som var utrolig speciel for os begge to, og derefter et par sæsoner i 2. division, hvor vi havde det sjovt og kunne spille en del mere frit. Vi har hygget os gevaldigt meget med det, og selvom det har været for sjov og bare et spil på lavere niveau, har vi begge været så konkurrenceminded, at vi af og til er blevet ufatteligt sure på hinanden.”
Foto: Robert Piil
”Det har været så fedt at få lov til at spille ved siden af ham, som man har set op til hele livet, så nu håber jeg, at næste skridt i familien bliver at få min lillebror, Lukas, med op på holdet. Der går dog nok 5-6 år endnu, da han kun er fyldt 11 år. Nu kan jeg desværre ikke rigtig huske at se min far spille, da han var på toppen af sin karriere, men det var vist kun farten i benene, der faldt, i takt med at alderen blev højere. Niveauet faldt nemlig ikke, og han fortsatte helt indtil sidst stadig med at score 15-20 point i 2. division, og jeg undrede mig over, hvordan han kunne blive ved med det.”
De to har spillet mange kampe mod hinanden. Far Peter har dog altid haft krammet på sønnike, og det nager naturligvis Mathias, som slutter en fantastisk historie af med at fortælle, hvor meget indtryk de mange kampe mod hans far har gjort på ham.
”Jeg nåede desværre aldrig at slå ham i én mod én, og jeg hører stadig for det. Vi har spillet masser af gange, men de første mange år var han for stor at dække op. I takt med at jeg blev ældre, øgede jeg mine chancer for at vinde, og selvom jeg sagtens kunne slå alle mulige andre, var det som om, at jeg havde et kompleks over for ham.”
”Sidste gang vi spillede er vist for tre år siden, og selvom jeg havde ham helt nede i sækken, begyndte han lige pludselig at ramme alle mulige vilde skud, og jeg ingen, og derfor formåede jeg ikke at vinde. Jeg troede selvfølgelig, at der ville komme flere chancer senere hen, men det viste sig at være sidste chance for at vinde. Jeg har haft mange sejre og nederlag i løbet af min karriere, og jeg kommer fortsat til at opleve en masse af begge. Dog er det sidste nederlag til min far et af dem, som jeg husker tydeligst, og selvom det aldrig er sjovt at tabe, er det vist et af dem, som jeg bedst kan leve med.”
Jeg fik i den grad stillet min nysgerrighed, og Mathias har givet mig et godt indblik i livet som spiller i Basketligaen. Det håber jeg også, at Jer der har læst artiklen har fået. Der er naturligvis forskel på spillere, så derfor håber jeg, at jeg kan få fat i andre spillere i Basketligaen, som ønsker at fortælle ligeså åbent om deres forhold til basketball.
