Indtil videre har SISU ikke præsenteret andet end danske spillere, men i dag har man så annonceret den første amerikaner. Det bliver den 2.03 m høje power forward Tanner McGrew, der skal være med til at spille SISU højere op end den skuffende 8. plads i sidste sæson.
Tanner kommer til SISU efter fire år på West Virginia Wesleyan College, hvor han har spillet for Wesleyan Bobcats. Bobcats er placeret i Mountain East Conference i NCAA, Division II. I sidste sæson spillede han 30 kampe, hvor det blev til et flot snit på 22.6 point, 12.4 rebound, 2.6 assist og 1 steal per kamp. Han skød 55.5% fra gulvet, og havde en ganske flot trepoints-procent på 33.3.
Henover sommeren spillede Tanner McGrew for det australske baskethold South West Metro Pirates i turneringen Queensland Basketball League (QBL). Det er en sommerturnering for semi-professionelle hold, hvor 14 hold mødes i et grundspil. Her går 3-8 videre i en kvartfinale, og først i semifinalen tiltræder nr. 1 og 2 fra grundspillet.
Tanners hold kom videre fra grundspillet som nr. 3, men røg ud allerede i kvartfinalen. Han blev dog turneringens mest reboundende spiller med 14.9 rebound i snit, to gange blev han rundens spiller og han endte også med at være turneringen MVP.
Til SISU’s Facebook-side siger Tanner, at han regner med, at der vil blive gået til den til både kamp såvel som træning, og han forventer en vindermentalitet hos sine kommende medspillere.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































