I Skandinavien er Finland og Sverige førende, når det kommer til at producere NBA-spillere.
Finland har i årenes løb haft tre spillere i NBA. Den mest iøjnefaldende er den nuværende Utah Jazz-stjerne Lauri Markkanen, der i 2023 for første gang blev udnævnt som NBA All-Star, og fem spillere med svensk pas har været forbi verdens bedste basketballliga.
Så sent som sidste år blev to svenskere draftet til NBA i form af Bobi Klintman og Pelle Larsson.
For Danmarks vedkommende blev Iffe Lundberg i 2022 pioneren, der brød gennem den usynlige barriere og blev den første dansker til at få debut i NBA.
Danmark er rent statistisk et stykke bag nabolandene, men noget tyder på, at Danmark er på rette vej.
Danske basketball-håb
Canadiske Alec Kichian er en international talentspejder, der driver mediet NBA Draft Point, og han deler på det sociale medie X løbende opslag, hvor han rangerer de største talenter uden for USA.
Søndag offentliggjorde han en liste over skandinaviske talenter, han mener har det største potentiale, og Danmark er stærkt repræsenteret.
Listen består af 16 spillere født mellem 2006 og 2009, og talentspejderen har fundet plads til intet mindre end seks danskere.
Her er der tale om Marcus Engelhardt Møller (Unicaja Baloncesto), Frederik Drejer (Ratiopharm Ulm), Noah Nørgaard (CB Canarias), Joost Dalgaard (Zentro Basket), Gustav Drejer (SISU) og August Engelhardt Møller (Falcon).
De to landsholdsspillere Marcus Møller og Frederik Drejer er som de ældste af de seks spillere de første, der kan komme i betragtning til NBA.
Med seks spillere på listen har Danmark den største tilstedeværelse, mens Finland og Sverige følger efter med fem hver.
Ranking the top prospect pools around the world outside of the US, Part 13
Nordic hoops have been on the rise in the last few years, with an influx of talent hitting the pros. Last year alone, we saw Bobi Klintman and Pelle Larsson get drafted to the NBA pic.twitter.com/BkkuU55J67
— nbadraftpoint (@nbadraftpoint) March 30, 2025
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































