Både Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits startede sæsonen med sejrer over Pro B mandskaber i sidste uge.
Tirsdag aften fik vi så sæsonens første opgør mellem to Pro A klubber. En tæt kamp, som Svendborg Rabbits kunne trække sig sejrsrigt ud af til sidst.
Med sejren har Svendborg Rabbits nu vundet de seneste 5 kampe mod Team FOG Næstved i Basketligaen, efter at fynboerne gjorde rent bord i de to holds indbyrdes kampe sidste år.
Sløjt offensivt spil
Efter fredagens åbningskamp mod Bears Academy fik Team FOG Næstved kritik, for ikke at være kyniske og skarpe nok, da de efter en ikke overbevisende opvisning, tog sæsonens første sejr.
Tirsdag aften blev de så for alvor testet på effektiviteten, da de på hjemmebane tog imod Svendborg Rabbits, der fra start til slut leverede et aggressivt og højt pres, som tvang Næstved til mange dårlige afslutninger. Faktisk var Næstved mandskabet så dårligt skydende, at det havde en scoringstørke på fem minutter i første quarter, og derudover kun formåede at score 3 point i fjerde quarters første tre spil-minutter.
Svendborg var dog langt fra selv skarpe rent offensivt og kampen var hele vejen igennem prægede af mange fejlafleveringer og offensive fejl, som viste, at holdene langtfra er sammenspillet efter en offseason med mindre forberedelses tid end normalt.
Dette blev blandt andet illustreret ved fjerde quarters begyndelse, hvor Svendborg starter med bolden, og sender den første aflevering udover baglinjen. Derved får Næstved bolden. Næstved formår dog ikke at sætte bolden igang inden for de obligatoriske fem sekunder. Derved Svendborg bold igen.
Ikke desto mindre vandt Svendborg kampen ved blandet andet at være væsentligt bedre skydende fra distancen. Her scorede Svendborg på 41% af deres 3-pointsforsøg, sammenlignet med Næstveds 22%. Næstved havde ellers 11 boldbesiddelser mere end Svendborg i løbet af kampen, men formåede ikke at udnytte det, da de primært havde succes med at score når DeAndre Abram fik bolden i painten eller Philip Hertz på egen hånd kreerede noget.
Med 4,4 sekunder tilbage af kampen var Næstved bagud med 2 point og havde muligheden for at vinde kampen med en 3-pointsscoring. Symptomatisk for kampen bliver opgørets sidste skud en airball fra DeAndre Abram. Svendborg vinder derfor kampen 62-64.
Dansk effektivitet
Kampens mest effektive spillere blev de to danskere, Philip Hertz og Sebastian Aaris, med en effeciency rating på henholdsvis 20 og 16. De to danske profiler var da i særdeleshed også afgørende for hver deres hold.
Philip Hertz meldte sin hjemkomst til Arena Næstveds hal 1 ved at score 6 af holdets første 13 point og var kampen igennem en vigtig brik både offensivt og defensivt, hvor han sammen med DeAndre Abram blev holdets topscore med 14 point.
Sebastian Aaris viste igen eksempler på sit forrygende forsvarsspil, hvor han var med til at binde Svendborg forsvaret sammen. Offensivt scorede Aaris 11 point, blandt andet ved at ramme 3 af 4 3-pointsforsøg. Det flotte forsvarsspil og effektive angrebsspil medvirkede til at Aaris endte med en +/- på +14 point, hvilket var klart bedst af alle spillere i kampen.
Team FOG Næstved skal i aktion igen på søndag, hvor de skal møde BMS Herlev Wolfpack på udebane. Svendborg Rabbits spiller mandag aften på hjemmebane mod Copenhagen Basketball.