Onsdag aften fortsatte Bakken Bears deres positive stime med sejre i FIBA Europe Cup med en sejr mod belgiske Spirou Charleroi. Med sejren indtog de Aarhusianske bjørne førstepladsen i gruppe I og er nu det eneste hold uden et nederlag i gruppen, da tyske Medi Bayreuth andetsteds slog portugisiske SL Benfica. Således er Spirou Charleroi det eneste hold i gruppen som fortsat ikke har trukket sig sejrrigt ud af en kamp.
Bakken stillede op til onsdagens kamp uden deres danske profil Darko Jukic, som pådrog sig en ankelskade i opgøret mod Medi Bayreuth i sidste uge. Det banede vejen for en plads i startopstillingen til Thomas Lærke, og han kvitterede pladsen i startopstillingen med solidt forsvarsspil og syv point i første periode.
Trods gode aktioner fra Lærke gik ikke alt bjørnenes vej. Første periode sluttede helt lige 21-21, men i anden periode bevægede belgiernes sig så småt fra danskerne. Hjemmeholdet var foran med fem i halvlegpausen.
Kampen bølgede sig frem og tilbage, men i store perioder af kampen var det Spirou som sad på spillet og så ud til at være i kontrol, hvor Bakken havde store problemer defensivt. I tredje periode kunne det belgiske mandskab udbygge deres føring med to point, hvorfor bjørnene fra Smilets By skulle lave et comeback i fjerde periode, for at have forhåbninger om at tage hjem til Aarhus med en sejr i bagagen.
Og i fjerde periode fik de leveret det comeback som afgjorde kampen. Bakken vandt fjerde periode med 11 point og vandt dermed kampen med cifrene 78-82. Kampens topscorer var Joshua Henry Sharma med 19 point mens Bakkens Adama Darboe stod for 18 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































