Derrick Rose – Future Hall of Famer?

I 2016 blev den tidligere MVP Shaquille O’Neal indlemmet i basketballens Hall of Fame.

Det samme gjorde en anden tidligere MVP Allen Iverson. Før det var den tidligere MVP Karl Malone blevet indlemmet. Michael Jordan, David Robinson, Hakeem Olajuwon – Alle indlemmet og alle tidligere MVP’s.

Faktisk har der aldrig været en tidligere MVP, der ikke er blevet indlemmet i Basketballens Hall of Fame.

For at blive optaget skal man vente fire år fra man forlader ligaen. Og netop i den gruppe, venter der nogle prominente navne, der endnu ikke er blevet en del af det fornemme selskab. Vi har Tim Duncan, der er selvskrevet. Kevin Garnett er også en selvfølge. Det samme gælder for Steve Nash, Dirk Nowitzki, Kobe Bryant, LeBron James, Kevin Durant, Stephen Curry og Russell Westbrook. Mangler vi nogen?

Yngste MVP i historien

Derrick Rose blev I 2011 kåret til den yngste MVP nogensinde, i en alder af bare 22 år. Det var starten på en gloværdig karriere, der aldrig udfoldede sig til det potentialet rakte til. Det var starten på enden, ville nogen sige. En brat afslutning på hans korte storhedstid.

For en storhedstid har han vel ikke haft siden?

Derrick Rose havde sin prime i en alder af 22 år, og har aldrig indfriet de enorme forventninger, der var til den unge knægt fra South Side Chicago. Forventninger, der ret beset aldrig kommer til at blive indfriet. Det er en kendsgerning, som folk stadig kæmper med at indse.

Kommer Derrick Rose nogensinde tilbage? Kan han holde sig skadesfri? Er han overhovedet god nok til NBA den dag i dag?

På det seneste har specielt et spørgsmål trængt sig på, når D-Rose har været oppe og vende. Skal han i Hall of Fame eller ej?

Han spillede fire helt fantastiske sæsoner. Tre All Star-udtagelser, en gange All NBA, Rookie Of the Year i 2009 og ligaens MVP i 2011.

Alle for Chicago Bulls og alle før den hjerteskærende skade mod Sixers i 2012.

En ulykke kommer sjældent alene

Et overrevet korsbånd, to gange overrevet menisker, ansigtsskade (Tiden med Rose som The Mask), anklaget for gruppevoldtægt og et hav af småskavanker.

Til en vis grad er det nærmest imponerende, hvordan så meget kan gå så galt over en periode på blot tre år. Det er imponerende sørgeligt.

Han var et fænomen i NBA. Han var kult. Alle i hele verden kendte hans navn, og havde set ham drive hæmningsløst mod kurven, som gjaldt det hans liv.

Sådan var hvert eneste spil for før-overrevet-korsbånd-Derrick Rose. Han ville kaste sig ind i mænd, der var flere hoveder højere end ham selv og lægge hele sin vægt i. Det var hensynsløst og råt.

Det Rose kunne – den aggressivitet han lagde for dagen, det gåpåmod han udviste – det var der ikke en formular til at stoppe. Men den aggressivitet, hensynsløshed og frygtløse attitude, der prægede hans spil, og gjorde ham til dén koldblodige basketspiller han var, endte også med at blive hans endeligt.

For den skruppelløse Derrick Rose ligger stadig under kurven i United Center, og tager sig til knæet.

‘Jeg har ikke brug for jeres f****** anerkendelse’

Det er ikke den samme Derrick Rose vi ser i dag. Det er ikke en future Hall of Famer, der løber rundt i Minnesota lige nu.

Han har snittet 6,6 point per kamp for T-Wolves i sine første fem kampe. Ikke at det gør den store forskel, men dertil kan du yderligere lægge 1,6 assists, 0,8 rebounds og en forstuvet ankel.

Men det er ikke alene hans falmende spil, der præger denne post-skade Derrick Rose.

Han har måttet finde sig i meget igennem tiden. Medierne har ofte dømt ham ude, og fansene har kaldt ham svag og egoistisk. Da han ikke følte sig klar til at komme tilbage efter sin korsbåndsskade, på trods af at flere læger havde givet ham det grønne lys, vendte hele Chicago sig mod ham. Hele basketverdenen nærmest.

Igennem alt dette, hele mediestormen, hvor hans hjemby, som han har kæmpet for hele sit liv, har vendt ham ryggen, sidder en ydmyg Rose og tager i mod. Han har aldrig vist tegn på frustrationer eller temperament. Det er bare ikke sådan, Derrick Rose er.

Eller ‘var’ må vi nok hellere tilføje, for i Minnesota har Rose endelig åbnet op for posen.

Some interesting thoughts from DRose today after practice. pic.twitter.com/xcvzZX75O0

— Nick Friedell (@NickFriedell) March 10, 2018

Derrick Rose er træt. Fuldt forståeligt. Det er de færreste, der skal så meget igennem, som han har været.

Men denne udmelding vidner om en Rose, der endelig gør op med sin fortid. Han forsøger ikke længere selv at leve op til navnet, og den status han havde.

Hvis bare Rose kunne indse, at han ikke længere er en shoot-first point guard. At han ikke længere har eksplosiviteten til at tonse mod sin modstander. Hvis bare Rose ville indse, at han er en back up-point guard og samtidig se sig tilfreds med det. Det ville klæde ham, og muligvis gøre hans kommende år i ligaen mindre presserende og mere overskuelige.

Denne åbenbaring som han skal igennem, skal medierne også tage til sig.

Nyd Rose når han dunker og nyd ham når han driver mod kurven, men forvent ikke at han gør det hele tiden. Indse, at han ikke er bedre end en bænkspiller.

Glem ikke hans fortid, men omfavn det faktum, at han stadig er i ligaen, for Rose var et enestående talent, som på tragisk vis aldrig blev udfoldet.

Han havde været en sikker indlemmelse i Hall of Fame, men den tanke må han vænne sig til, for det bliver ikke til mere end tanken.

Han bliver formentligt den første MVP nogensinde, til ikke at blive indlemmet i det prestigefyldte selskab.