Der var lagt op til topopgør i Hørsholm Hallen onsdag aften, da Basketligaens nummer et fra Horsens IC gæstede ligaens nummer tre, Hørsholm 79ers.
Hjemmeholdet fra Hørsholm startede i vanlig stil med Frederik Hougaard Nielsen, Ty Sabin, Emil Hjorth, Connor Beranek og Matt Bonds, mens gæsterne startede med de to nytilkomne spillere Derrick Wilson og Shannon Hale samt Lawrence Alexander, Frederik Rungby og Kevin Larsen.
Ligaens topscorer Matt Bonds åbnede kampen med en hårdt presset trepointsscoring via pladen, og det var generelt et højt tempo, som de to hold lagde for dagen fra kampens start. Horsens begyndte efter en god Hørsholm-start at trække fra, hvor særligt Shannon Hale viste gode glimt.
Rafa Monclova valgte derfor at tage en timeout ved stillinge 8-17 efter godt fem minutter af første periode. Timeouten gav til dels pote, da Hørsholm fik hentet en del af forspringet. Stillingen efter første periode var således 18-21 i gæsternes favør.
Tidligt i anden periode blev Horsens’ forsvarsspecialist Lawrence Alexander udskiftet, da han blev tildelt sin tredje fejl og efterfølgende fik en teknisk fejl. Hørsholm udnyttede dog ikke det momentum til at komme tilbage i kampen, hvorfor Monclova tog sin anden timeout ved stillingen 25-32.
Denne gang havde spaniernes timeout dog ikke samme effekt, og Horsens fortsatte deres gode momentum, hvor særligt stjernen Kevin Larsen var flyvende med blandt andet to trepointsscoringer i streg. Derfor kunne Horsens gå til halvleg med en føring på 35-47.
Efter pausen begyndte Horsens så småt at trække fra hjemmeholdet, hvor de halvvejs inde i tredje periode førte 46-65. Det blev ikke bedre for Hørsholm, der kunne se en storspillende Derrick Wilson score en buzzerbeater til 55-76 i slutningen af perioden.
Der blev aldrig mere spænding om resultatet, hvor Horsens IC i fjerde periode cruisede sejren hjem. Kampen endte med en overbevisende sejr på 66-97 efter endnu en stor præstation af Kevin Larsen, der sluttede kampen med 25 point, ni rebounds og fem assists. Derrick Wilson spillede ligeledes en stor kamp med 17 point, elleve rebounds, syv assists og tre steals.
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































