Kevin Durant er en lidt overset forsvarsspiller. De fleste ved, at han kan dække op, men at han er vanvittig dygtig fik vi at se sidste år i finalerne, da han matchede op med LeBron James.
I år har Warriors lidt et par nederlag grundet deres ikke fokuserede forsvarsspil. Draymond Green var ude i starten af sæsonen og sige, at man måtte samle sig om netop de defensive opgaver, og det er langsomt kommet.
Dog var det kampen forleden mod Detroit Pistons, der igen viste den ærgerrige spiller Durant med appetit på defensiven. Med Steph Curry ude træder han naturligt frem som holdets ultimative leder – ligesom det sidste år var omvendt med de to.
Inden Durant steppede op torsdag nat i Pistons kampen, blev han to gange på en uge smidt ud af kampe, der lå til Warriors sejr. Han er en sensitiv person, og følelserne er en del af Durants spil. Hele OKC sagen og Westbrook konfrontationerne vidner om et gemyt, der endte med at blive såret over de voldsomme reaktioner på skiftet til Golden State Warriors.
Dog er der brug for et koldt hoved den næste tid, for Curry er ude med en ankelskade, og han vender ikke lige tilbage med det samme.
Golden State Warriors vendte forsvarsbøtten natten til fredag. I en meget svær udekamp mod nr. 6 i Eastern Conference Detroit Pistons leverede Kevin Durant på et utroligt niveau. Det bedste vi har set siden finalerne sidste sæson!
36 point, 10 rebounds, 7 assists, 1 steal og 5 blocks fik man fra finalernes MVP.
ESPN og ABC reporteren Doris Burke kaldte efter kampen, Durants indsats for noget af det bedste i sæsonen. Endvidere sammenlignede hun ham med LeBron James, der ligeledes trives med at sætte sine holdkammerater op.
Durant har en stor taknemmelighed overfor Warriors organisationen. Han har fået lov at spille basket på den måde, han gerne vil. Holdspil! Samtidig med at han dominerede i angrebet i Currys fravær, så leverede han torsdag nat bemærkelsesværdigt i den anden ende.
Særligt i de sidste minutter lavede han et par sublime blocks, hvoraf det ene blev omsat direkte til dunk i den anden ende af banen.
Kevin Durant trak torsdag for alvor Golden State forsvaret ud af det dødvande, de har befundet sig i siden finalerne. “Vi plejede at træde hårdt på halsen af de andre hold. Det gør vi ikke så meget for tiden. Det er jeg også okay med lige nu”, udtalte Steve Kerr for en måned siden.
Skal man igen placere foden i halsregionen på de andre hold, så er forsvaret og Kevin Durants defensiv en del af løsningen.
Foto: Rocor – Flickr










































































