“A few minutes with Andy Rooney” var et tilbagevendende indslag i nyhedsprogrammet “60 minutes”, hvor Rooney brokkede sig over alt mellem himmel og jord. Monologen afsluttede altid programmet, og den aldrende herre blæste alle omkuld frem til sin død i en alder af 92 år.
Segmentet her bliver en regn af brok, galde og ukvemsord mod NBA, stjernerne, managers mv. Alt med et glimt i øjet samt seriøsitet bag.
In loving memory of Andy Rooney
Hvor er jeg dog glad for, at Russell Westbrook endelig har fået nogle holdkammerater, der muligvis har kapaciteten til at stjæle bolden fra ham. Jeg har et inderligt ønske om, at sidste sæson på ingen måde gentager sig, for du godeste et menageri, vi var vidne til.
Mange faldt på halen over triple-double eventyret, og det hele endte jo lykkeligt for narcissisten, der med en bundsolid omgang stat padding fik det hele til at gå op. Nuvel han hev også OKC med sig, men at se en spiller med frit skud sende en aflevering af sted, fordi man liiiiige mangler den i statistikken, eller at se holdkammeraterne efter aftale bokse alle væk under kurven, så rebounden blev let at tage – det var kvalmende.
Westbrook fik MVP trofæet, og ligaen fik endnu et skriv til historiebøgerne. Det var tæt ved, at det overstrålede mesterskabskampen senere på sommeren, og ærligt talt tror jeg, at tilskuerne gik mere op i denne individuelle præstation, end den slutning vi fik, hvor holdpræstationen var det bærende for mesterskabet. Warriors var kedeligt overlegne – Westbrook var sprudlende og interessant.
OKCs superstjerne havde sig generelt et vidunderligt år. Han slap af med Durant, og dermed var vejen banet for “enmandshæren” – Westbrooks våde drøm. Først spillede han sur over Durants skifte – for hvor vovede han? Her havde Westbrook, som den dårligere spiller af de to, gennem sæsoner taget dårlige afslutninger og beslutninger i døende sekunder samt alt for mange skud generelt, og nu ville Durant væk. Mystisk!
Men Westbrook endte som helten, der blev i klubben, mens Durant blev skurken, der blot jagtede ringen.
Russell Westbrook forelskede sig hovedkulds i triple-double drømmen, og den blev en slags katalysator for ham i det vredesudbrud, han tilsyneladende var i efter Durants farvel. Faktisk blev det så teatralsk, at han nægtede at tale om forholdet til sin tidligere holdkammerat hele sæsonen, selvom alle følelser var i spil, så snart hans overlegne makker blot nærmede sig. Hele All Star weekenden blev brugt på at snakke modetøj og design, så snart spørgsmålene kredsede lidt om Durant. Det begyndte at ligne en parodi.
Til sidst kom forløsningen – Westbrook fik sin triple-double. Alle var glade. Noget historisk var sket.
Og herefter kunne vi så begynde at se noget anstændigt basketball. Playoff! Her strøg OKC udramatisk ud i 5 stille kampe til Houston Rockets.
Nu står vi så foran en ny sæson, og de fleste er spændte på OKC som mulig contender til en conference finale i Western. Skal det ske, så skal Russell Westbrook få øjnene op for de kvaliteter, der netop er gået gennem døren til omklædningen i Oklahoma.
Hvis den gudsbenådede basketballspiller endnu engang vejrer en rekord og en tur i historiebøgerne, så kan klubben vinke farvel til den gyldne mulighed, de står med lige nu.
Og så orker jeg virkelig ikke at kigge med endnu en gang. Ikke mere Westbrook til mig tak!
Foto: Bill Eldredge – Flickr
