Miami Heats power forward Chris Bosh har nu haft otte måneder til at komme sig over sin anden operation forårsaget af en blodprop. Florida-organisationen har indtil videre været meget tøvende om at sende Bosh tilbage i aktion – noget der har frustreret den tidligere Raptor.
“Jeg er klar til at spille,” sagde Bosh i en podcast hos Uninterrupted.
“Vi har talt om det før… Jeg har gjort alt arbejdet. Alt hvad lægerne har sagt der skulle gøres,” fortsatte han.
Ifølge flere kilder i ligaen, forventes det, at Chris Bosh bliver clearet til at spille i den kommende NBA-sæson, men det vil være med påpasselighed. Den 32-årige power forward har nu stået meget nær døden to gange på halvandet år – det er ikke noget, man spøger med.
Bosh kommer derfor til at spille med blodfortyndende medicin – noget som ikke er totalt uvant hos professionelle atleter. NHL-spilleren – Tomas Fleischmann – modtog indsprøjtninger efter hver kamp i sin karriere.
Chris Bosh har stadig tre sæsoner tilbage af en fem-årig aftale, han skrev under på i 2014. Hvis det frygtede skulle ske, og han ikke har mulighed for at fortsætte sin aktive karriere, ville han få udbetalt det resterende beløb af kontrakten.
Foto: Keith Allison – Flickr









































































