I aften spiller Bakken Bears deres kamp nr. 1.500, og man kunne ikke have drømt om en bedre modstander, end de forsvarende danske mestre, Horsens IC, som gæster Vejlby-Risskov Hallen.
Da Bakken Bears vandt over Hørsholm 79ers blev det en historisk milepæl for en af klubbens store profiler, Chris Christoffersen, som med sine nu 4.161 point, overhalede Søren ege med sine 4.160, og blev den nye mest scorende spiller i klubbens historie. Læs mere om dette ved at klikke her.
I aften kan klubben så fejre endnu en ny milepæl med 1.500 kampe, siden stiftelsen af Aarhus Basketball Forening i 1958 til Skovbakken Basketball.
(Aarhus Basketball Forening blev i 1962 til Skovbakken Basketball, og eliteholdet skiftede omkring årtusindeskiftet til Bakken Bears.)
Siden da er det blevet til blandt andet 1.000 sejre i klubhistorien, som Bakken Bears rundede for under en måned siden, og ikke mindst sejre der har udmøntet sig i 14 danske mesterskaber og 10 pokaltitler.
Bakken Bears spiller tirsdag kamp nummer 1.500 siden Aarhus Basketball Forening startede sine aktiviteter i 1958.
Kan Horsens IC ødelægge festen for Bakken Bears?
Tiderne har dog ændret sig de seneste par år, hvor lokalrivalerne Horsens IC er begyndt at bide sig fast i toppen af dansk basket, og udfordre Bakken Bears succes. Lige nu er det nemlig de gule syd for Aarhus der dominerer ligaen, og sætter grænserne.
Horsens har efter 21 kampe 40 point samt 20 sejre og blot et enkelt nederlag i Basketligaen. Bakken Bears har en enkelt kamp mindre, og har efter 20 kampe, 32 point samt 16 sejre og 4 nederlag.
Og netop derfor kan meget afgøres i aften i grundspillet når Bakken Bears tager i mod Horsens IC i deres tredje opgør i Basketligaen. Og så ikke alligevel.
Horsens IC har nemlig sat sig så solidt på førstepladsen i grundspillet at Bakken Bears ikke har råd til at kikse, hvis de skal overhale de forsvarende danske mestre. På trods af at bjørnene skulle vinde kampen, har de en lang vej op til toppen, eftersom Horsens IC som sagt, kun har tabt en enkelt kamp i denne sæson i ligaen, imens bjørnene kan tælle fire nederlag. Det betyder at Bakken Bears skal vinde de to resterende opgør over Horsens IC, og samtidigt håbe på at Horsens kikser en enkelt gang som minimum, for at de skal kunne overhale dem på tabellen. Ikke nok med det skal sejrene også være mere overbevisende, end de nederlag de har lidt til netop Horsens IC i denne sæson.
Vinder Horsens IC i aften så tager de gule et kæmpe skridt mod at vinde denne sæsons grundspil. Og det betyder rent faktisk at de er direkte videre til DM-semifinalerne, eftersom at slutspillet er opbygget på en noget anden måde i denne sæson.
I denne sæson blev antallet af hold i ligaen reduceret, og det betyder altså også en ændring i slutspillets format. I denne sæson består ligaen af 8 hold til forskel for 10 sidste år, netop dette har givet nogle problemer i opbygningen af slutspillet, i og med at det er besluttet at kun 7 hold går i slutspillet, imens et enkelt hold udgår.
Det betyder overordnet set at det hold der ender på sidstepladsen i grundspillet (nr. 8) er det eneste hold der ikke kommer med i slutspillet. Kvartfinalerne bliver dermed nr. 2 mod nr. 7, nr. 3 mod nr. 6, og nr. 4 mod nr. 5, og netop derfor oversidder grundspils-vinderen kvartfinalen, og blander sig for alvor i slutspiller i semifinalen.
Artiklen fortsætter under billedet

Statistikken taler for en Bakken Bears sejr
Mens spillet og niveauet på banen taler for en Horsens IC sejr, er statistikken lidt uenig, og giver Bakken Bears fordelen når de to hold har stået overfor hinanden.
Ud af de sidste 22 kampe hvor Bakken Bears har haft hjemmebane, har Horsens IC blot vundet 5 af dem. Og en af de sejre faldt netop i denne sæson.
De to mandskaber har nemlig mødt hinanden to gange i Basketligaen i denne sæson, og Horsens IC er stukket afsted med en sejr begge gange. En på ude- og en enkelt på hjemmebane. En enkelt gang har Bakken Bears dog formået at slå de gule, men det var dog i pokalfinalen i januar måned, hvor de på trods af på papiret stod som hjemmehold, var på udebane i Forum Horsens, og hvor de slog Horsens IC med de sikre cifre 83-66.
Men nemt bliver det ikke for Bakken Bears i aften. Horsens IC er nemlig ubesejret på udebane i denne sæson, og deres seneste nederlag i en grundspilskamp på udebane skal findes helt tilbage i november 2014, hvor SISU vandt med 86-78.
Ikke nok med det, så er trætheden måske også ved at indhente bjørnene, som spiller deres femte opgør på blot ni dage. Bakken Bears har dog en dyb trup, og har ligeledes været gode til at rotere, hvilket giver dem masser af overskud.
Uanset hvad statistikkerne siger, bliver det en topkamp uden lige, med masser af spænding. Begge mandskaber har hvert sit at bevise. For imens Horsens IC forsøger at bevare deres trone og stime af flotte resultater, vil Bakken Bears helt sikkert forsøge at ødelægge det for de gule og vise at man stadigvæk godt kan regne med de 14-dobbelte DM-mestre.
Kampen starter kl. 18.05 og kan ses live på TV2 Sport.
[poll id=”48″]
Foto: Vildmedfoto.dk
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































