Carl Ulrich Møller er ny mand i Bakken Bears.
Den danske storklub og det unge talent har underskrevet en ny aftale, der strækker sig over to sæsoner. Det bekræfter den aarhusianske klub på dens Facebookside.
Til trods for sin unge alder på bare 19 år har Carl Ulrich allerede et fornemt CV. Det er nemlig blevet til over 50 optrædener i Basketligaen, da han tørnede ud for Bakken Bears’ “lillebror”, Bears Academy.
Ankomsten af den 203 cm høje guard begejstrer klubbens træner:
– Vi er meget glade for, at Carl har valgt at blive en del af Bakken Bears-truppen. Carl er en guard med en imponerende fysik, og han kan spille på flere positioner på banen, indleder Bears-træneren Skyler Bowlin.
– Han har udviklet sig flot i Bears Academy, og vi mener, at han er klar til det næste skridt.
Den 19-årige guard leverede i den seneste sæson et snit på 8,1 point, 3,5 rebounds og 2,7 assists.










































































