Onsdag spillede Tyskland sig videre til semifinalerne ved VM 2023, da de besejrede Letland på dramatisk vis med 81-79.
Toronto Raptors´ Dennis Schröder har været en stor årsag til tyskerne succes ved årets VM-slutrunde, hvor tyskerne som det eneste mandskab fortsat er ubesejret.
Men onsdagens kvartfinale var på det personlige plan en kamp til glemmebogen for Dennis Schröder, der havde det svært.
“Jeg spillede nok min karrieres værste kamp, men vi formåede stadig at vinde kampen,”
” Jeg er stolt af gutterne, der kom på banen fra bænken og steppede up, og også starterne, især Franz og Mo Wagner,” udtaler Schröder til basketnews.com.
Dennis Schröder sluttede med ni point, men ramte blot fire af sine svimlende 26 forsøg. Otte af disse var fra bag trepointslinjen, og fælles for disse var, at ingen af dem fik nettet til at blafre.
Tyskernes topscorer var Franz Wagner med 16 point.
I semifinalen skal tyskerne møde USA, og for at Tyskland kan levere overraskelsen mod de dominerende amerikanere er der ikke råd til endnu en iskold præstation af Schröder, der over turneringen snitter 18 point, to rebounds og 6,3 assists per kamp.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 23 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)