Jahlil Okafor, der blev valgt af Philadelphia 76ers med tredjevalget i NBA draften i 2015, skal for første gang i karrieren prøve kræfter med europæisk basketball.
Således har den i dag 27-årige center sat pen på papir på en etårig aftale med den spanske klub Casademont Zaragoza, der spiller i den bedste spanske række, Liga ACB.
Det har klubben offentliggjort på sin hjemmeside.
Efter Okafor blev draftet blev det til seks sæsoner i verdens bedste basketballliga, NBA, hvor han snittede 10,4 point og 4,7 rebounds over 247 kampe. Okafor fandt aldrig rigtig fodfæste hos en klub og var derfor forbi Philadelphia 76ers, Brooklyn Nets, New Orleans Pelicans og senest Detroit Pistons i 2021.
Bedst så det ud for Okafor hos 76ers, men efter et par år opstod der problemer i samarbejdet – dels fordi det stod klart, at Joel Embiid, der blev valgt året forinden af 76ers, var foran Okafor i køen på center-positionen.
Efter Okafor ikke var i stand til at få en ny NBA-kontrakt, tilbragte han de sidste to sæsoner i henholdsvis Kina hos Zhejiang Lions og i NBA G League hos Capitanes de Ciudad de México. Hos sidstnævnte snittede han flotte 20,9 points og 8,1 rebounds per kamp i sidste sæson.
Disfruta de 𝐮𝐧 𝐓𝐎𝐏 𝟑 𝐝𝐞𝐥 𝐃𝐫𝐚𝐟𝐭 𝐍𝐁𝐀 en el Príncipe Felipe ❤️🦁
¡Abónate a #CasademontZaragoza! 👉 https://t.co/FcD780acks pic.twitter.com/y72CIIaYbF
— Casademont Zaragoza (@CasademontZGZ) July 18, 2023
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)