Efter en altdominerende sæson i Kvindebasketligaen skiftede landsholdsprofilen og sidste sæsons Most Valuable Player i Kvindebasketligaen, Emilie Hesseldal, forud for indeværende sæson til Eos Lund, der spiler i den bedste svenske række.
Hesseldal har fået en stærk start på tilværelsen i Sverige, hvilket udmøntede sig i, at hun forleden landede en plads på ugens hold i den svenske liga.
17 point, 15 rebounds, 3 assists og 3 steals stod Hesseldal noteret for, da Eos Lund besejrede Sjuhärads Basket med 71-68. Det var Hesseldal og kompagnis første sejr i denne sæson.
Det er første gang, at Hesseldal lander en plads på ugens hold i den svenske liga i denne sæson.
I sidste sæson kom Laura Ziegler, der i dag spiller basketball på college, to gange på ugens hold i den svenske liga, så det er ikke første gang, at en dansker præsterer godt på den anden side af Øresundsbroen.
Efter rundens hold for spillerunde seks blev offentliggjort har Eos Lund været i aktion. Eos Lund sejrede for anden gang i denne sæson, da de slog Visby Ladies overbevisende med 48-74.
Hesseldal var igen storspillende og leverede 21 point (flest af alle i kampen), 13 rebounds, 3 assists og 7 steals, så danskeren er helt sikkert også med i snakken, når det næste rundens hold skal sættes.
I Kvindebasketligaen snittede Emilie Hesseldal imponerende 18 point, 16 rebounds og 5 assists per kamp i sidste sæson.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































