Atlanta har efter denne off-season grund til at være optimistiske. Optimismen var dog svær at spore i den første halvdel af sidste sæson. Atlanta Hawks lavede et trade med Dallas på draft night, hvilket sendte den meget dominerende Rookie Of the Year Luka Doncic til Dallas. Trae Young viste ikke meget den første del af sæsonen, men med en fantastisk afslutning på sæsonen beviste Trae Young, at der er plads til større forhåbninger i den kommende sæson.
Eastern Conference er ikke fyldt med superstjerner på tilsvarende måde, som det ses i Western Conference, og derfor er en Playoff-billet billigere i øst. Atlanta havde sidste år en record på 29-53, men med mere erfaring til deres unge spillere kan de i fremtiden blive spændende.
Stammen er etableret
Selvom Atlanta har hentet meget nyt ind til den kommende sæson, er profilerne stadig at finde i den eksisterende stamme. Trae Young, John Collins og Kevin Huerter har fået genvalg til denne sæson. Young og Huerter er blevet sammenlignet med Golden State Warriors’ backcourt med Klay Thompson og Steph Curry. De skyder begge bolden godt bag trepointslinjen, og med den atletiske John Collins under kurven er udgangspunktet allerede meget godt.
Trae Young er Atlanta Hawks’ stjerne og på trods af hans anonyme start, endte han alligevel som en Rookie of The Year kandidat. Han præsterede også at få 49 points og 16 assists imod Chicago Bulls, i en kamp der gik i fire gange overtid. Han er den første rookie, som har lavet 49+ points og 10+ assists, siden Earl Monroe gjorde det i 1968. Young har også fået flere kilo på kroppen og har planlagt at arbejde på sit midrange skud med Kobe Bryant senere i denne off-season. Han bliver meget spændende at følge næste sæson, og det er ikke umuligt at han bliver all star i år.
John Collins går ind i sit tredje år i NBA. Sidste år snittede han 19,5 points og 9,8 rebounds per kamp. Collins er en underholdende spiller. Han ses ofte på highlight videoer for sine dunks og blocks, men spørgsmålet er, hvor meget han kan forbedre sig? Selvom Trae Young er den store profil i Atlanta, er Collins en spiller, som man igen i år skal holde øje med – og hvis han kan holde sig fri for skader, kan amerikaneren få en stor sæson.
Kevin Huerter var det 19. valg ved sidste års NBA draft. Efter en fornuftig sæson blev han valgt til All-Rookie Second Team. Han har flere ting, som han kan forbedre til næste år. Hans scoringsprocent ved straffekast er kun på 73,2%, hvilket er under gennemsnittet på hans position. Fremtiden ser dog lovende ud for Huerter, og med mere erfaring og et solidt hold omkrig sig, går han en spændende sæson i møde.
Det nye kuld
Atlanta har gennem de sidste år genopbygget deres hold. Fra deres 2014-15 sæson, hvor de præsterede 60 sejre, er det kun gået gået ned ad bakke. Hawks har de seneste år præsteret nogle gode draft picks, og i år har de også hentet tre spændende spillere ind. I år fik de lavet et trade med New Orleans Pelicans, hvilket gav dem fjerdevalget, hvor de valgte De’Andre Hunter fra Virginia.
Hunter gik hele vejen til finalen med Virginia – og med en 27 points-kamp i finalen for Hunter, besejrede de Texas Tech i college turneringen March Madness. Hunter tilbragte to år i Virginia, før han i år deklerede for draften. Hunter er en af de bedste forsvarsspillere i dette års draft, idet han kan dække alle fem positioner. Han er en god catch and shoot spiller og præsterede at skyde 43,8% bag trepointlinjen sidste år. Dog kan han angrebsmæssigt være forudsigelig, men Atlanta ser hellere bolden gå gennem Trae Young end deres nye draft pick.
Med det tiende valg i dette års draft valgte Atlanta Hawks Cameron Reddish fra Duke. Reddish’s sæson hos Duke var meget svingende, og man var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet ville være et lottery pick værd. Med sammenligninger til Paul George er der et stort potentiale at indfri for den unge forward. Reddish besidder også et stort defensivt potentiale, dog med en tendens til at lave mange fejl. Angrebsmæssigt er der mange ting han skal arbejde på, men vi må se om Lloyd Pierce og resten af Atlantas coaching staff kan få Reddish i gang.
Atlantas sidste draft pick blev valgt som nummer 34, som var i anden runde. Mange havde set Bruno Fernando som et lottery pick, men angolaneren faldt helt ned i anden runde og blev et muligt steal for Atlanta Hawks. Fernando er en klassisk center. God forsvarspiller, stor og stærk i postspillet og en suveræn rebounder. Han tog 2,9 angrebsrebounds pr. kamp for Maryland sidste år. Efter Dewayne Dedmon har forladt klubben, kunne Atlanta muligvis have fundet erstatningen i dette års draft.
Spændende handler bringer optimismen frem i Atlanta
Atlanta har hentet nye spillere ind både i form af trades og signings. De startede i juni med at sende Kent Bazemore til Portland for Evan Turner, og dermed er alle spillere fra 2014-15 sæsonen ikke længere at finde i deres roster. I starten af juli sendte de deres startende small foward Taurean Prince til Brooklyn og fik nogle draft picks samt Allen Crabbe. Chandler Parsons og hans dyre kontrakt har de derudover fået til klubben i et trade, og samtidig, i et trade med Golden State, har de fået Damian Jones ind. Jones har været nogle år i Golden State, og selvom han ikke har været den mest brugte spiller, har han stadig været med til finalerne de sidste tre år. Turner, Parsons og Crabbe har dog alle meget dyre kontrakter. De står tilsammen til at tjene $ 62 millioner. Til sammenligning tjener resten af holdet tilsammen kun lidt over halvdelen. Det er med andre ord tre dyre drenge, de har fået på holdet.
En ny mand i Hawks uniformen vil i år være Jabari Parker. Parker havde et skidt år sidste år, efter han valgte at tage til Bulls og senere blev sendt til Washington. Han har skrevet under på en 2-årig kontrakt for $13 millioner. Parker er en scorer samt en meget dygtig angrebsspiller, når det går godt for ham. Andet-valget fra 2014 draften har noget at bevise i denne sæson. Det bliver spændende at se, om Atlanta vil starte med ham inde eller bruge ham som en sjette mand fra bænken.
Efter tre år i Atlanta er Dewayne Dedmon taget til Sacramento. Dedmon var primært startende center, men kæmpede med ukrainske Alex Len om netop nævnte titel. Len får sandsynligvis lov til at starte som center for Atlanta efter sin gode sæson sidste år, men med unge spillere som Bruno Fernando og Damian Jones, skal ukraineren præstere, hvis han vil beholde pladsen.
En sidste sæson for Vince
Vince Carter er født i 1977, hvilket betyder, at han er 42 år gammel. Carter går ind i sin sidste sæson i NBA. Det bliver hans 22. sæson, og det er en ny NBA rekord. Carter kommer til at hjælpe det unge roster med sin erfaring. Carter har mere livserfaring end Atlantas to førsterundevalg tilsammen, og siden Atlanta bringer ham tilbage til en sidste sæson, kunne man forestille sig, at de ser ham som en mulighed for at give Cam Reddish og De’Andre Hunter en god start på deres karriere. Veteranen kommer nok ikke til at få meget tid på gulvet, men han viste i nogle kampe sidste år, at han stadig havde lidt at skyde med.
Er Playoffs realistisk?
En træner med et års erfaring og med en gennemsnitsalder under 25 på holdet, så vil man som oftest afskrive en playoff plads, men de har grund til at være optimistiske i Atlanta. En stærk gruppe af startere i form af Trae Young, Kevin Huerter, De’Andre Hunter, John Collins og Alex Len, ser umiddelbart ud til at være stærke nok til at nå de sidste pladser i Eastern Conference. De første seks pladser i Eastern Conference er stort set sikre, men de sidste 2 pladser har Atlanta en realistisk chance for at nå. Længere når de nok heller ikke, men playoff erfaring vil være guld værd for den unge trup. Trae Young bliver meget spændende i den kommende sæson – og måske er der en all star gemt i den unge mand. Spillemæssigt har Atlanta en bred trup med meget dygtige scorere, og med et stort defensivt potentiale er Atlanta ikke bare spændende i år, men også de kommende sæsoner. De har allerede to førsterundevalg ved næste års draft, så der er mulighed for flere unge spillere i truppen.
Atlantas’ fans drømmer om, at Trae Young kan bringe Atlanta tilbage til toppen af NBA og i fremtiden stoppe mesterskabstørken. Atlanta har nemlig ikke vundet et NBA mesterskab siden 1958. Selvom Vince Carter er en ældre mand i NBA sammenhæng, er det stadig 40 år siden han blev draftet i 1998, så de hungrer efter et mesterskab i Atlanta.
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.
