fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

NBA

Europæiske superstjerner overtager NBA

Klumme: NBA er blevet en global liga, og der er særligt tre spillere fra Europa, der dominerer på amerikansk jord.

Foto: fiba.basketball

NBA har i langt størstedelen af sin levetid været domineret af amerikanske superstjerner. Fra Bill Russell til Kareem Abdul-Jabbar. Fra Bird og Magic til Michael Jordan. Selvom der næsten altid har været internationale spillere drysset ud på holdene, så var det amerikanerne, der stod på toppen af ligaen.

Af de første 63 år, hvor der blev kåret MVP fra 1955-2018, skete det kun fire gange, at det var en international spiller, der vandt prisen. En enkelt til nigerianske Hakeem Olajuwon, to til canadiske Steve Nash og for første gang en europæer i 2007 med tyske Dirk Nowitzki.

Tiderne har i den grad ændret sig, og de sidste fire MVP-trofæer er endt i europæiske hænder. I de sidste fire år, er der altså lige så mange MVP-trofæer i NBA, der er gået til internationale spiller, som der var i de første 63 år.

Græske Giannis Antetokounmpo og serbiske Nikola Jokic har vundet to hver. De har nu etableret sig selv som nogle af de største navne i basketball. Udover at de to giganter stadigvæk dominerer ligaen på daglig basis, så er der også en ung slovener, der placerer sig selv midt i debatten om, hvem der er NBA’s bedste.

23-årige Luka Doncic er i år en meget mulig kandidat til at hive sit første MVP-trofæ i hus. På nuværende tidspunkt kan man faktisk godt argumentere for, at de tre unge spillere er de absolut bedste i NBA.

Luka Magic

Luka Doncic har tryllet lige siden han kom ind i NBA (og før det). I sidste sæsons slutspil, chokerede han alle og ydmygede favoritterne Phoenix Suns.

I semifinalerne måtte Doncic og Mavericks se sig overmatchet af et mere erfarent Golden State Warriors. Alligevel viste han det, vi jo allerede godt vidste i forvejen. Han går et gear op, når det er vigtigst.

Der er kun én spiller, der har snittet flere point i sin slutspilskarriere end Luka Doncic. Det er Michael Jordan.

Han ser ikke ud til at gemme på godterne til slutspillet i år. I de første 11 kampe i sæsonen, snitter han 34 point, otte rebounds, otte assists og to steals.

Man kan også kigge på de lidt mere avancerede statistikker for at få en ide om, hvilken indflydelse hans spil har. Han ligger nummer to i PER (en vurdering af spillerens produktion per minut), kun overgået af Antetokounmpo. Han ligger nummer et i Win Shares, som anslår, hvor mange sejre en spiller tilføjer til sit hold.

Det er også interessant, at han har sjette flest Defensive Win Shares. En statistik, der gerne skulle give et billede af spillerens defensive indflydelse. Det er ofte et område, hvor han er blevet kritiseret, og selvom defensive statistikker kan være svære at tillægge værdi, kan det tyde på, at han måske er undervurderet i den ende af banen.

Dallas Mavericks har ikke nødvendigvis forbedret deres hold fra sidste sæson. De er 6-5 i starten af sæsonen, og det kommer til at kræve alt fra Doncic, hvis de skal håbe på en titel i år.

Der, hvor han personligt stadigvæk kan forbedre sit spil, er bag 3-pointslinjen. Det er aldrig lykkedes ham at være stabil på dette område. I år rammer han blot 29% af sine treere. Resten af ligaen er i problemer, hvis han kan indfri sit potentiale som skytte.

Foto: Eric Drost

Joker

Den dobbelte MVP Nikola Jokic har redefineret rollen, som en center kan spille på banen. Han er selvfølgelig ikke den første store spiller til at mestre afleveringsspillet. Der er dog ingen tvivl om, at han er den bedste til at gøre det.

Som en af de bedste pasningsspillere, ligaen nogensinde har set, har han revet samtlige holds forsvar fra hinanden i de seneste år. I sæsonstarten har han trukket sig lidt mere tilbage end i forrige år. Reetableringen af hans holdkammerater Jamal Murray og Michael Porter Jr. har krævet, at stjernen har givet mere plads til andre offensive kræfter.

Derfor skal man ikke være bekymret, når man kan se, at han blandt andet er gået ned i point og rebounds. Det hænger primært sammen med færre minutter på banen og færre skudforsøg per kamp. Det er begge parametre, der kan skrues på i løbet af sæsonen.

Hans lidt mere tilbageholdende performance til at starte sæsonen har så også resulteret i, at han har den højeste skudprocent i sin karriere på 60%. Derudover snitter han ni assists, som også er det højeste snit i karrieren.

Han har flest Win Shares per 48 minutter i ligaen. Så når minutterne går op, kan man også regne med, at det vil afspejle sig i resultaterne.

Holdet omkring Jokic har ikke altid været godt nok, og det har begrænset resultaterne. Nu er Murray og MPJ tilbage, og Denver Nuggets har fået en glimrende start med otte sejre og tre nederlag.

Jokic er blot 27 år, og nu ser det ud til, at han for alvor kan have muligheden for at spille med om titlen.

The Greek Freak

Giannis Antetokounmpo har i en alder af 27 år gjort det, som de andre to stadigvæk kun kan drømme om. Han har vundet en ring. Men for en spiller af hans kaliber, er ambitionerne højere end det. Man skal vinde flere titler, og det er slet ikke urealistisk.

Antetokounmpo er på samme tid den mest fysisk overvældende spiller i offensiven og blandt de bedste i ligaen defensivt. Det har allerede skaffet ham to MVP-trofæer og en enkelt pris for Årets Defensive Spiller.

Alligevel spiller han indtil videre i år på et niveau, som er mindst lige så højt som noget, vi har set fra ham før. Bucks er det bedste hold i den tidlige NBA-sæson, og de har kun tabt én enkelt af deres 11 kampe. Det er vel at mærke uden deres måske næstbedste spiller, Khris Middleton.

Antetokounmpo snitter 32 point, 12 rebounds og fem assists. Han har den højeste PER i ligaen på 32,3. Den højeste PER over en hel sæson nogensinde er 27,9 af Michael Jordan.

Det er særligt i den defensive ende, at Antetokounmpo har været en force indtil videre. Det viser statistikkerne også, og han er nummer et i ligaen i både Defensive Win Shares og Defensive Box Plus Minus.

Der kan snart ikke være tvivl om, at Giannis Antetokounmpo bør være anerkendt som den bedste spiller i ligaen. Kombinationen af tidligere bedrifter og hans spil i begge ender af banen er beviset. I den her sæson ser mulighederne rigtig gode ud for, at han kan bringe endnu en titel til Milwaukee.

Foto: Erik Drost – Flickr

Det store billede

Diskussionen om, hvem der er de bedste spillere i NBA, vil der nok aldrig kunne være komplet enighed omkring. Det er forskelligt, hvilke parametre, man vurderer det ud fra, og det kan være svært hvor højt, man skal vægte tidligere bedrifter i forhold til nutidige præstationer.

Stephen Curry og Kevin Durant vil være blandt dem, man også ville kunne argumentere for. Selvom det er tidligt i sæsonen, så har deres hold dog præsteret dårligt.

Om den ene er bedre end den anden er måske heller ikke så vigtigt igen. Det er sigende i sig selv, at man overhovedet kan argumentere for, at de tre europæere Doncic, Jokic og Antetokounmpo er de tre bedste spillere i ligaen.

NBA er for alvor blevet en global liga, og det er meget lovende for fremtiden.

Det er selvfølgelig sjovt at have europæisk repræsentation for os danskere. Det spår også om en fremtid, hvor vi for alvor kan se danske spillere etablere sig selv i ligaen. Det har Iffe Lundberg allerede lagt grundlaget for.

Derudover betyder det også, at der i fremtiden vil være langt flere internationale spillere, der forelsker sig i basketball. Det vil naturligvis resultere i, at niveauet bare vil fortsætte med at hæve sig eksponentielt. Det kan vi måske allerede se med spillere som 18-årige franske Victor Wembanyama, der kommer til NBA næste år.

Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.

Andre artikler med dette emne

NBA

Efter en overbevisende sejr i kamp fem, vinder Boston Celtics finalerne mod Dallas Mavericks 4-1 og sikrer det 18. mesterskab i holdets historie.

NBA

Dallas Mavericks er i NBA-finalerne, da de lukkede serien 4-1 mod Minnesota Timberwolves, som ikke stod en chance mod Luka Doncic og Kyrie Irving...

NBA

NBA har afsløret årets All-Defensive hold, hvor Victor Wembanyama bliver den første rookie til nogensinde at være på førsteholdet.

NBA

Klumme: I Western Conference Finals møder to af basketball største unge stjerner hinanden i en duel om deres første finale, når Luka Doncic og...

NBA

Efter to serier skulle ud i syv kampe og spillets store stjerner er tørnet sammen, har vi nu fundet de sidste fire hold, der...

NBA

Den sprudlende unge Minnesota Timberwolves-stjerne Anthony Edwards har taget sit spil til nye højder i årets slutspil. For holdkammerat Mike Conley minder han derfor...

NBA

Los Angeles Lakers var foran med op til 20 point i tredje periode af kamp 2 mod Denver Nuggets. Alligevel formåede de forsvarende mestre...

Internationalt

Morten Stig Jensen er klar med sin anden klumme på Fullcourt.dk, og den danske basketekspert stiller skarpt på det franske basketfænomen Victor Wembanyama, der...