San Antonio Spurs’ håb om at kæmpe for en plads i slutspillet led et alvorligt tilbageslag torsdag, da det blev annonceret, at deres stjernespiller Victor Wembanyama misser resten af NBA-sæsonen på grund af en form for blodprop i hans højre skulder.
Den chokerende melding blev offentliggjort af San Antonio Spurs i en pressemeddelelse torsdag aften dansk tid, og sendte chokbølger gennem ligaen.
“Tilstanden blev opdaget, da Victor Wembanyama vendte tilbage til San Antonio efter All-Star-kampen i San Francisco“, skrev San Antonio Spurs i pressemeddelelsen.
Dette sker altså kort efter, at Victor Wembanyama deltog i sin første All-Star Weekend, hvor han for første gang i karrieren blev udtaget til NBA’s All-Star-hold. Victor Wembanyama var kun i gang med sin anden sæson i ligaen, efter at han blev valgt som nummer ét i NBA-draften 2023.
Her blev han af mange eksperter betragtet som muligvis det største basketballtalent siden LeBron James i 2003. Den franske stjerne levede i den grad op til forventningerne og vandt prisen som NBA Rookie of the Year sidste sæson efter at have snittet 21,4 point, 10,6 rebounds, 3,9 assists, 3,6 blocks, 1,8 treere og 1,2 steals per kamp.
Han blev samtidig den første spiller nogensinde til at nå mindst 1.500 point, 700 rebounds, 250 assists, 250 blocks og 100 ramte treere i en sæson.
Den 21-årige center betragtes allerede som en af ligaens bedste big men, hvilket også førte til hans første All-Star-udvælgelse. Han havde et gennemsnit på 24,3 point, 11 rebounds, 3,7 assists og 3,6 blocks (Førende i NBA) per kamp for San Antonio Spurs i denne sæson, hvor han nåede at spille 46 kampe.
Han vil derfor ikke være berettiget til All-NBA, Defensive Player of the Year og andre store priser, da han ikke opfylder minimumskravet på 65 kampe, som er nødvendigt for at komme i betragtning til disse udmærkelser.
Før San Antonio Spurs’ meddelelse var Victor Wembanyama storfavorit til at vinde Defensive Player of the Year.
Victor Wembanyama havde allerede taget 403 trepointsskud og blokeret 176 skud denne sæson. Ingen spiller i NBA-historien har nogensinde afsluttet en sæson med de statistikker — og Victor Wembanyama nåede det endda før All-Star-pausen.
San Antonio Spurs ligger i øjeblikket på 12.-pladsen i Western Conference og kæmper derfor hårdt for at komme med i Play-in-feltet, som består af holdene fra 7.- til 10.-pladsen.
For få uger siden gjorde San Antonio Spurs det klart, at de gik benhårdt efter at nå slutspillet i år. Det blev tydeligt, da de den 5. februar indgik i et trade med Sacramento Kings og hentede NBA All-Star-pointguarden De’Aaron Fox, som på papiret ligner et stærkt match med Victor Wembanyama.
Desværre nåede vi ikke at se meget til samarbejdet mellem den nye point guard og den høje franske stjerne under kurven og nu må vi vente til næste sæson for at se hvordan partnerskabet mellem de to kommer til at fungere.



































































