San Antonio Spurs (59-10) besejrede hjemme de forsvarende mestre fra Golden State Warriors (62-7). Spurs fik dermed revanche for de to holds seneste opgør, hvor Warriors ydmygede dem 120-90.
Det var Spurs unge stjerner, der ledte an i sejren. Kawhi Leonard (18 points, 14 rebounds) og LaMarcus Aldridge (26 points, 13 rebounds) viste deres værd. De to spillere markerer generationsskiftet i Spurs, hvor Tim Duncan, Manu Ginobli og Tony Parker tidligere har været de bærende kræfter. Men nøglen til Spurs sejr var deres defensive arbejde. Spurs formåede at lukke ned for Warriors uhyggeligt effektive trepointsskud: Warriors som hold var kun 9-36 bag trepointslinjen – Stephen Curry ramte kun én treer ud af i alt 12 forsøg.
Hjemmebanesejren var nummer 44 i træk for Spurs. Sammen med Warriors er Spurs ubesejret på hjemmebane i denne sæson – begge hold har stadig mulighed for at sætte NBA-rekord ved at gå ubesejret igennem den regulære sæson på hjemmebane. Som situationen ser ud nu forventer mange, at Spurs og Warriors møder hinanden i en Western Conference finaleserie. Her kan Warriors hjemmebanefordel i en evt. syvende og afgørende kamp få betydning.
For Warriors var nattens nederlag blot deres syvende i denne sæson – de har stadig muligheden for at sætte rekorden for den bedste regulære sæson nogensinde. Nederlaget i nat kom efter en Warriorssejr i Dallas samt uden Andrew Bogut og sidste sæsons finale-MVP Andre Igoudala – træthed og manglende spillere kan derfor have haft en betydning.
San Antonio Spurs tæmmede de vilde Golden State Warriors og udlignede deres indbyrdes stilling. Men det endelige styrkeforhold mellem de to favoritter til NBA-titlen bliver først for alvor afgjort i slutspillet.
Foto: San Antonio Spurs, Katie Haugland, Flickr
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































