NBAs ejere holdte møde fredag og det kom der et par nyheder og ideer ud af. Til ingens store overraskelse blev Draft combinen, hvor mange kommende rookies kommer og bliver evalueret af holdene, og Draftlotteriet udskudt. Begge dele skulle finde sted i de næste uger.
Der er endnu ingen beslutning taget om selve Draften, men i følge kilder er det kun et spørgsmål om tid, før den også bliver udskudt. Det kan også være, vi ser en online version ligesom i NFL. Draften kan imidlertid nok ikke ske, før holdene har haft en mulighed for at se spillerne an.
I samme møde blev det også diskuteret, at starten for NBA sæsonen 20/21 måske kunne udskydes til december. Det er en mulighed ejerne kigger på ligemeget om den nuværende sæson bliver færdiggjort eller aflyst. Kan sæsonen først spilles færdig i september vil en start på næste sæson i slutningen af året være ligetil.
Hvad der driver NBA og ejerne er ønsket om at få fans tilbage i arenaerne. På nuværende tidspunkt er det meget svært at forstille sig, hvornår det igen er muligt at samle 15.000+ mennesker for at se en basketballkamp. Ved at udskyde starten for næste sæson øges sandsynligheden for dette. Og med tilskuere kommer billetsalg – noget som alle ønsker at se komme tilbage hurtigst muligt.
Bliver sæsonstarten udskudt, vil de få betydning for hele NBAs kalender. Sæsonen vil nok først kunne afsluttes i slutningen af juni eller starten af august.
Intet vides med sikkerhed endnu, og vinden skifter tilsyneladende retning uge for uge. Hvor det tidligere virkede til, at det var meget usandsynligt, at NBA-sæsonen blev genoptaget, er det de sidste begyndte at tyde på noget andet. Der er ideer i spil om at isolere spillere, trænere, tv-produktion i Las Vegas eller Disney World i Orlando og spille resten af sæsonen og playoffs i en boble.
Det er umuligt at sige, hvad der kommer til at ske. Men der er håb for NBA-basketball og livesport i de kommende måneder.








































































