“Gad vide hvad Morten skriver om i sin første Fullcourt-klumme? Måske vil han påpege nogle fede highlights, eller lave en liste af ligaens mest spændende spillere!”
Nej, nej, folkens. I dag står der noget meget federe på menuen. NBA salary-cappen!
For hvem har brug for en servering af tordenlynsdunks eller crossovers, der får modstandere til at falde på røven, når man kan lære mere om forlængelsesregler og lønningsrestriktioner?
Mid-Level Exceptions! Second Apron! Let’s go!
Hvorfor vi skal snakke mere om salary-cappen
Okay, der er faktisk en grund til jeg smider et emne så tungt som salary-cappen på bordet. Vi taler ikke nok om den, i hvert fald ikke i vores medier herhjemme. Det er et problem, da vores sportsdækningsopdragelse kommer fra fodboldens verden, hvor rigdom er konge, og financial fair play er mere en guideline end et regelsæt.
Siden sommeren 2009 har jeg fået hundredvis af spørgsmål hvert år specifikt om salary-cappen, især i henhold til hvorfor Hold X ikke bare skriver med Superstjerne Y og med det samme bliver en mesterskabskandidat.
Kort og godt, så har USA og Europa byttet roller, når det kommer til sportens verden. Hvor de hardcore kapitalister bliver nogle blødsødne sataner, med drømme om lighed, bliver vi velfærdsafhængere kolde og kyniske, og har ingen kvaler med, at de rige bliver rigere.
En kort cap forklaring, der måske ikke er så kort igen…
En salary-cap er essentielt set et lønloft. Der er en del undtagelser, der tillader NBA-klubberne at gå over det lønloft – sat til $136 millioner denne sæson – men ikke nok undtagelser til, at klubber kan spendere uhæmmet.
Inden starten af 2023-2024 sæsonen fik NBA, og spillerunionen NBPA, en ny overenskomst på plads. Denne overenskomst har introduceret enorme fremtidige begrænsninger til hold, der kommer til at være over det, man kalder Second Apron.
Men inden vi når dertil, så lad os kort få ridset op de største elementer indenfor salary-cappen.
Cappen i sig selv er, som nævnt, fastlagt ved $136 millioner. Det er det dollarbeløb et hold teknisk set har til at skrive med 15 spillere, samt tre two-way kontraktspillere. Det er ligeledes dette beløb, man kan gå over, hvis man f.eks. fornyer kontrakter med egne spillere, der er ved at afslutte deres rookiekontrakter.
Ved $165,29 millioner etableres det, der hedder luxury tax. Nu bliver det serious business.
Går et hold over den grænse, så skal de betale en “bøde” for mængden af dollars, de er over dette beløb. Endnu vigtigere: Det samlede luxury tax-beløb, for alle hold i ligaen over den grænse, bliver delt ud til holdene under grænsen. Altså får klubberne under den grænse en kæmpe bid af kagen i form af ekstra penge, der dog ikke kan tilføjes til deres spendering på spillere.
(Nu ved I også hvorfor et hold som Chicago Bulls holder sig religiøst under denne grænse. De elsker kage.)
Allerede her vil jeg gerne lige stoppe op og give jer en chance for at sunde jer. For vi er ikke færdige endnu, og det bliver håbløst kompliceret herfra. Tag en kop kaffe, tis af, og lad lige ovenstående synke ind.
Aprons, og hvad de betyder
Okay, så vi har de rå parametre af salary-cappen og luxury tax på plads. Nu skal vi til de to sjove.
First Apron ligger på $172,35 millioner, og Second Apron ligger på $182,79 millioner.
Hvert apron, som I kan se ligger over luxury tax-grænsen, kommer med hvert sit sæt restriktioner. Jeg går ikke ind i dem alle, for ellers vender I aldrig tilbage til den her klumme igen. Så jeg holder mig til de mest vigtige.
Er man over First Apron må man f.eks. ikke tage mere løn ind i en trade, end man sender ud. Det her er en BIG FREAKING DEAL for klubber, især hvis de står med tilbud, der vil opgradere deres hold. Enhver klub vil se sig nødsaget til at udvide en potentiel trade, hvor de sender en ekstra spiller den anden vej udelukkende for at lovliggøre en handel.
Men ak, hvis bare det var nok. Ved normale trades, altså for hold under et apron, skal man matche løn indenfor 125%. Er man over First Apron skal lønninger matche indenfor 110%. Så selv hvis Klub X var klar til at smide en ekstra kontrakt med i en handel for en opgradering, så skal de sørge for, at beløbet de sender ud, falder indenfor ovenstående grænse.
Jeg gentager. Big. Freaking. Deal.
Klubber over First Apron kan heller ikke erhverve sig spillere i sign-and-trade scenarier, hvis den ultimative løn på klubbens salary-cap holder dem over First Apron-grænsen. Går de under, så kan sådan en handel godt eksekveres. Hvis ikke… No dice.
(I må være så glade for, I klikkede ind på det her link, ikke? Fantastisk måde at bruge sin frokostpause på. Måske skriver jeg om kontraktforlængelsesproblemet næste måned!)
Er man over Second Apron er man royalt på skideren.
Klubber må ikke bruge deres Tax-MLE, hvilket som regel er den primære måde at opgradere et hold på, hvis klubben er over tax-grænsen. Allerede her er det et kæmpe blow, for det fratager et hold en kæmpe mulighed for at lave eksterne opgraderinger.
Er et hold over Second Apron i tre ud af fem år, rykker deres draft pick i første runde automatisk til slutningen af førnævnte runde. Så hvis Golden State Warriors er over Second Apron i tre ud af fem år, og i det sidste år vinder 20 kampe, så ryger deres draft pick til bunden af første runde, trods de bedste odds til at vinde lotteriet.
(Jeg vil blive chokeret, hvis dette nogensinde skete. Men, skulle det utænkelige opstå, så vil det hold, og de ansvarlige i ledelsen, blive brændt på bålet i medierne gennem flere år, og det vil være velfortjent. Ovenstående scenarie vil være et kollaps af dimensioner, og jeg nægter at tro ét eneste front office vil være dumt nok til at risikere det.)
Man vil, hvis man er over Second Apron, heller ikke kunne sende et first-round pick ud, der ligger syv år i fremtiden. Det kan lyde som en ligegyldig ting, men klubber sender konstant den slags selektioner ud, så det er en oprigtig restriktion.
Kan I huske 110%-reglen jeg nævnte tidligere? Okay, her hedder den 100%. Good freaking luck.
Nu vi er ved emnet af trades, så må der heller ikke sendes flere kontrakter ud i én pakke, med mindre beløbet der kommer tilbage fører holdet under Second Apron.
Klubber kan heller ikke inkludere kontanter i deres trades, hvilket ofte bruges som kompensation for f.eks. at købe en spiller ud af sin kontrakt.
Er der en pointe, Morten?
Oooog så ånder vi ud. Det værste er ovre nu. Klarede I den? Det var en masse jeg kastede efter jer. Undskyld. Men jeg lover jeg er på vej til min pointe.
Disse restriktioner, som I tydeligvis kan se, er enorme. Det er derfor klubber ikke “bare” kan gøre det ene, eller “bare” gøre noget andet.
For at forstå NBA, både som liga og produkt, bliver vi simpelthen nødt til at forstå hvordan den er skruet sammen. Jeg har haft alt for mange frustrerede læsere og lyttere gennem årene, der så gerne ville se deres favorithold skrive kontrakt med en specifik spiller, men hvor jeg har måtte knuse deres hjerter med benhård realisme.
Jeg kan ikke lide at knuse hjerter, så derfor dette forsøg på at forklare hvor kompleks trupkonstruktion i sandhed er. Ting er bare sjældent ligetil, når det kommer til NBA. Det er både fascinerende og overvældende frustrerende.
Hvor folk tror, at “man bare kan skrive minimumskontrakter” med spillere, for at fylde en trup ud, så er sandheden bare noget andet.
En besked til medierne
Hertil sender jeg en opfordring til vores medier herhjemme.
Den 1. juli hvert år starter det nye NBA-kalenderår. Det er her hvor den sæsons nye salary-capnummer aktiveres, og Free Agency åbner.
Please. Brug konteksten af salary-cappen, når I skriver artikler, eller laver podcasts. Det er som medier jeres ansvar, at skære disse ting ud til folk, der ikke har tid til at gå ind og læse et juridisk 676-siders dokument på engelsk, der forklarer hvordan tingene virker.
I har over treogenhalv måned til at læse jer op på det.
Er Minnesota Timberwolves over Second Apron? Så er det måske derfor de ikke kan bruge deres Tax-MLE.
Opgav Brooklyn Nets lige to first-round draft picks for at komme af Ben Simmons’ kontrakt? Så er det nok fordi, de forsøger at holde deres cap under et bestemt tal.
Dette fører mig til min sidste pointe, hvilket nok læner sig mere op ad et bekymret gæt, end noget andet.
Med disse restriktioner, så er der en stor sandsynlighed for, at vi ser langt flere trades, der er motiveret af økonomi, og ikke sport.
Vi skal som NBA-publikum forstå, at trades ikke bare skal evalueres som “hvad blev der givet op, hvad fik man ind, og hvor står de lige nu?”
For “nu” er i NBA-termer blevet et flydende koncept. Vi skal i langt højere grad begynde at se spillere som kontrakter, end som potentielle opgraderinger, i hvert fald når det kommer til spillere som Simmons, hvor løn og produktion ikke længere hænger sammen.
Husk derudover: Ikke alle klubber bygger op til den kommende sæson, men i stedet til sæsonen der starter om tre år. Henter et ungt hold en marginal veteran ind, så betyder det ikke pludselig, at de er klar til at satse, og gå efter hele skidtet. Det kan betyde de ønsker en veteran, til at holde i hånd med en rookie, indtil den rookie er klar til at tage holdet på skuldrene.
Kontekst er altid vigtigt, men det er især vigtigt i NBA, hvor skiftende retninger, en ekstremt kompliceret salary-cap, og milliarder af dollars, sætter dagsordenen for verdens skøreste liga, der trods alle kompleksiteter stadig er umulig at tage øjnene fra.
