Natten til tirsdag havde jeg den store mulighed for at se en NBA kamp live i Minneapolis, Minnesota, hvor Timberwolves tog i mod de overraskende og så velspillende Atlanta Hawks. I dette indlæg vil jeg prøve at gå lidt mere i dybden med hvordan sådan en kamp foregår, og hvad der sker bag alt det som kameraerne ikke fanger.
Lige lidt baggrundsviden først: Mange tænker nok: “Hvorfor ville han dog tage til Minnesota og se basket?” Jo, det står sådan til, at tilbage i skoleåret 2012/2013 tilbragte jeg et år på en high school i det sydlige Minnesota, hvor jeg derigennem har skabt et netværk med min værtsfamilie, der gør det muligt for mig at komme på besøg uden umiddelbart at skulle tænke på udgifter til kost og logi.
Vi ankom til kampen lige omkring 18:15 lokal tid, og allerede der er der godt gang i festen. Man er ikke engang kommet forbi billet og sikkerhedscheck før man bliver mødt af smilende cheerleaders og folk der kun er ansat til at sprede godt humør. Man kan derefter bruge sin tid inden kampen på at gå rundt til de utallige team og souvenir shops der er rundt omkring i “concoursen” (altså gangene rundt omkring selve hallen).
Nå men klokken slog snart 18:30, og vi var allerede godt plantet fast i vores sæder med popcorn, Dr. Pepper osv. På dette tidspunkt kommer de to hold på banen til deres sidste opvarmning og forberedning inden kampen starter. I løbet af selve opvarmningen slåes det rigtigt fast hvilket land man er i. Hele tre veteraner fra det amerikanske forsvar blev hyldet med stående klapsalver fra såvel tilskuere til spillere nede på banen. Der var i hvertfald patriotisme for fuld udblæsning.
Efter diverse fejringer og sponsor events var kampen klar til start. Det var en nervøs start fra begge hold med mange turnovers, og et Atlanta hold der stille og roligt tog en syv-points føring. Kampen svingede lidt frem og tilbage gennem første quarter, men i starten af 2. quarter var det ligesom om at Minnesota fik lidt mere fat i gameplanen. Paul Millsap var nærmest ustoppelig, og ramte på næsten alt i første halvleg. Hver gang Kyle Korver greb bolden gik der et sus gennem folk, fordi de var sikre på at han ville smække en treer i lige med det samme. Men Rubio’s kontrol og en Shabazz “Showbizz” Muhammad der var tilbage efter en skade, kunne Minnesota gå til halvleg kun nede med fire point.
Halvlegen bestod af flere skudkonkurrencer for fans med forskellige præmier, samt spredning af godt humør til anden halvleg.
I anden halvleg fulgtes holdene ad angrebsmæssigt, dog med Atlanta som dem der satte tonen, og derfor kunne de nu se frem til en fjerde quarter hvor de startede med et 14-points forspring. Minnesota nåede aldrig at gøre noget ved Atlantas føring og Hawks tog den forventede sejr med slutcifrene 117-105.
Foto: Jakob Thomsen – Instagram
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































