Guard: Damian Lillard, Portland Trail Blazers
27,3 point, 8,2 assists, 4,6 rebounds
10 sejre, 5 nederlag
It’s Dame time!
Portland Trail Blazers’ stjerne nummer et har fundet storspillet frem på det helt rette tidspunkt. Han har båret sit hold frem til ti sejre ud af 15 mulige i denne måned. Det høje niveau fra Lillard har ført Trail Blazers til en fornem fjerde plads i Western Conference.
Med en skadet C.J. McCollum den seneste uge har størstedelen af den offensive kreativitet været overladt til Lillards hænder. Han har løst det på eksemplarisk vis , og har endnu en gang vist, at han er en mere end kompetent leder.
Den endelige test for Lillard og kompagni kommer for alvor om et par uger når slutspillet skydes i gang. Her skal et pinligt 4-0 serienederlag til Pelicans fra sidste sæsons førsterunde udskiftes med succes.
Guard: James Harden, Houston Rockets
35,6 point, 7 assists, 6,3 rebounds
12 sejre, 3 nederlag
Hvad skal man efterhånden skrive om Rockets’ helt egen Jesus. For at blive i det religiøse spor kan man i hvert fald konstatere, at folks holdninger om Harden er ligeså delte, som var det delt af Moses. Sådan vil det blive ved med at være, når man for eksempel i sin seneste kamp afsluttede voldsomme 23 gange fra 3’eren. Harden er ligeglad med, hvad vi synes om ham, og hvorfor skulle han ikke også være det?
De seneste målinger viser, at han har en stor chance for at genvinde MVP-trofæet i år.
De positiver meldinger for Harden kommer efter en marts måned, hvor han endnu engang har disket op med absurde statlines. Tre kampe med plus 50 point har været facit for den skydeglade stjerne. Højdepunktet kom i lokalopgøret mod San Antonio Spurs. 61 point scorede han, hvilket flyttede ham op som nummer fire på henholdsvis All Time-listen over flest kampe med 50 point, og 60 point. Harden har nu tre gange i karrieren scoret plus 60 point.
Harden sluttede sin marts måned af med en magtdemonstration, da Rockets slog Sacramento Kings. 50 point – 11 rebounds – 10 assists. Dette var hans kamp nummer 18 i karrieren med plus 50 points.
Forward: Giannis Antetokounmpo, Milwaukee Bucks
29 points, 6,2 assists, 12,5 rebounds
9 sejre, 4 nederlag
Giannis Antetokounmpo er igen at finde på vores hold. Som den ene af de to MVP-favoritter leverede han 29 point, 12,5 rebounds og 6,2 assists i marts måned. Grækerens personlige højdepunkt kom i nederlaget til Philadelphia 76’ers, hvor han scorede karrierens højeste, 52 point, tog 16 rebounds og for god ordens skyld assisterede han syv gange.
Månedens anden store præstation kom, da Milwaukee slog et brandvarmt Houston Rockets-hold. James Harden havde måske lidt bedre stats, men The Greek Freaks effektive spillestil var en skarp kontrast til Harden, og vigtigt for sejren.
Antetokounmpo har selv sagt, at MVP-trofæet ikke er det, han spiller for. Han vil i finalen, og han vil have mesterskaber.
Forward: Danilo Galinari, Los Angeles Clippers
23, 9 points, 3 assists, 7,5 rebounds
12 sejre, 1 nederlag
Italienske Gallinari debuterer på listen efter en ganske solid marts måned. Den italienske forward, som i 2008 blev draftet som sjette valg af New York Knicks, har virkelig fundet sit rette sted.
Los Angeles Clippers’ sæson er gået en del under radaren, når man tænker på hvor imponerende deres Playoffs-kvalifikation er i den frygtindgydende Western Conference. Gallinaris flotte spil er blevet overset i ligeså høj grad. Han er i top tre i både point og rebounds for Clippers i sæsonen, og har dermed stor aktie i sit holds imponerende præstationer.
En af de mere imponerende præstationer i marts fra Gallinari kom i den overbevisende 118-110 sejr over Oklahoma City Thunder. 34 point stod italieneren noteret for efter slutfløjtet.
12 sejre ud af 13 mulige i taler sit tydelige sprog. Clippers er i topform forud for slutspillet.
Center: Karl Anthony Towns, Minnesota Timberwolves
27,3 points, 3,8 assists, 12,9 rebounds
4 sejre, 9 nederlag
I slutningen af februar måned var Karl Anthony Towns involveret i en trafikulykke. De første meldinger var ikke videre alvorlige. Efterfølgende afslørede Towns dog, at der var tale om en langt mere alvorlig situation, og at han var heldig med at slippe afsted uden seriøse skader.
Om det er på grund af lettelsen over trafikulykkens milde konsekvens, at Towns hele marts har været nærmest genfødt, er måske en overfortolkning. Fakta er dog at han siden hændelsen, har domineret i størstedelen af sine kampe i forsvar og angreb. I sine 12 spillede kampe har han blot scoret under 24 point i tre af dem. To af kampene har han endda endt med plus 40 point.
Desværre for Towns har hans store bidrag kun høstet fire sejre ud af 12 mulige i marts for et skidt spillende Timberwolves-mandskab.
https://www.youtube.com/watch?v=tYTqPTQXZI0
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.









































































