Ligakommissær, Adam Silver, slog torsdag aften fast, at draften til All Star-kampen ikke bliver vist på TV eller sat til offentlig skue på nogen anden platform.
Meningen med det nye All Star format, var at gøre det mere interessant for seerne og mere jævnbyrdigt. Jævnbyrdigheden er opnået, og interessen for kampen er der ganske vidst også. Men kunne den ikke have været større hvis Adam Silver havde valgt at transmittere draften?
Underholdningsværdien ville have sprængt alle rammer.
NBA som et realityprogram for en enkelt aften. Kan du se det for dig?
Det ville have taget kegler for enhver basket-entusiast, som har bare en smule sans for drama. Hvem ville misse scenariet, hvor Kaptajn James let og elegant ikke vælger Kyrie til sit hold? Scenariet, hvor Kaptajn James ikke engang er blevet kaptajn, men skal stå og surmule sammen med resten pøblen? Scenariet, hvor Westbrook bliver valgt som sidste mand, fordi resten af holdet også gerne vil røre bolden.
Så meget drama.
Det ville have været en sand guldmine for diverse medier, og det kunne have kreeret historier og samtaleemner nok til resten af året.
Adam Silver udelukker da heller ikke, at dette kunne gøres muligt i de kommende år, men at NBA og spillerforeningen tager et skridt ad gangen.
Fantasybasketball bliver til virkelighed
Men burde NBA ikke have set denne efterspørgsel komme?
Populariteten af fantasy-aspektet er steget markant de seneste år, hvor man efterhånden kan drafte sit eget fantasyhold til alle sportsgrene.
Det har erstattet samlekortene, og er blevet det nye sort. Det er ikke længere kun NFL, der har patent på idéen. Du kan samle venner og bekendte til en fantasydraft i alle de amerikanske sportsgrene, og hver draft er ligeså fornøjelig som den forrige.
Selv de europæiske platforme har taget konceptet til sig, så der nu også bliver udbudt fantasydrafts til diverse europæiske fodboldligaer.
Alle elsker at have kontrollen over sit eget mandskab, hvor man kan vælge og vrage spillere som man lyster.
Hvis man har set sig sur på en spiller, kan man droppe ham og finde en passende erstatning på det frie marked. Helt som enhver anden cheftræner kan i den virkelige verden. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Konceptet stammer helt tilbage fra man stod i skolegården og inddelte hold til fodboldkampen eller basketopgøret.
1.vælger og 2.vælger. De to bedste, måtte vælge deres eget hold.
Alle kan nikke genkendende til dette. Måske man ikke har været lige heldig rent genetisk, og aldrig oplevet den magtberusende følelse man pludselig besad, over at have frit valg mellem sine klassekammerater, men man forstår stadig idéen bag det. Om ikke andet, har man været grøn af misundelse.
Konceptet var så fyldestgørende når man blev valgt først og ligeså demoraliserende, når man gang på gang blev valgt sidst.
Men selv den motorisk udfordret sidste mand, har i dag muligheden for at slå samtlige 1.vælgere og 2.vælgere, som har valgt ham fra igennem tiderne.
Alt han skal gøre, er at drafte bedre end dem. Så simpelt, som det er sagt.
Når man først har draftet en gang, så stopper man ikke.
Man bliver afhængig af skidtet. Man finder hurtigt ud af, at man har truffet de forkerte beslutninger, eller at man synes en sammensætning af en anden backcourt, kunne have været sjovere eller mere underholdende.
Oftest ender det ud i, at man har 16 forskellige hold i 16 forskellige ligaer.
Dette sker udelukkende fordi behovet for at drafte blev for stort.
”Næste år tilmelder jeg mig kun de fem vigtigste ligaer,” tænker man, velvidende at man året efter ender med 17 forskellige hold. Ganske enkelt, fordi man endnu en gang ikke kunne få nok.
Rusen fantasien bringer, euforien over at få de rigtige spillere og glæden over at kunne drømme, var for stor. Helt ligesom sidste år og året før det osv.
Det er denne frihed, der gør All Star-weekenden spændende i år.
Det er tanken om, at det man sidder og fantaserer om med venner og fjender foran sin computer eller tablet, bliver en realitet.
To kaptajner får chancen for at vælge og vrage, helt som den menige basketballseer har drømt om siden folkeskolen.
Men hvorfor så ikke sende den?
”Det at vælge et hold til at spille lige her og nu, er lidt anderledes end at drafte. Der er en stemning blandt spillerne, om at jeg ville putte dem i en umulig situation ved at vælge en spiller over en anden. Til dels fordi de ikke nødvendigvis synes en spiller er bedre end en anden, til dels fordi de måske har et personligt forhold, til dels fordi de synes spilleren kan komplimentere dem bedre på banen,” sagde NBA kommissær, Adam Silver til NBATV’s The Starters i forbindelse med kampen i London i går.
Flere spillere har udtrykt deres meninger omkring dette og der er en tydelig uenighed blandt dem. Carmelo Anthony mener bl.a. at man skal passe på venskaberne spillerne imellem, alt imens LeBron James siger at de alle er mænd, så det burde de kunne håndtere.
Som seer kan vi kun håbe, at Adam Silver og spillerforeningen kan nå til enighed om en mediedækning af den såkaldte draft.
The Second #NBAAllStar Voting Returns for Western Conference players!
VOTE NOW: https://t.co/UjbrNUQ7Vw pic.twitter.com/P9Y0ufSIvd
— #NBAAllStar (@NBAAllStar) January 11, 2018
The Second #NBAAllStar Voting Returns for Eastern Conference players!
VOTE NOW: https://t.co/UjbrNUQ7Vw pic.twitter.com/pd1IaxfinV
— #NBAAllStar (@NBAAllStar) January 11, 2018
På nuværende tidspunkt ser stemmerne således ud, og med en uge tilbage kan der stadig ændres meget.
Skulle toppen dog forblive sådan, bliver Stephen Curry og LeBron James på nuværende tidspunkt udvalgt til kaptajner og får derved fornøjelsen af at blive 1.vælger og 2.vælger. En position, de med garanti har været i en gang eller to før.
Afstemningen stopper d.18 januar, hvor starterne for begge hold bliver offentliggjort.
All Star weekenden er i år i Los Angeles, og løber fra feb. 16-18, 2018.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































