Memphis Grizzlies er ikke kommet sovende til ottende seedet. Med to sejre i knald eller fald kampe – over henholdvis San Antonio Spurs og Golden State Warriors – gjorde Grizzlies Play-in turneringen ære. Takken, for at vinde to vigtige kampe i streg, blev et møde med grundspillets bedste hold, Utah Jazz.
To kampe senere står Grizzlies med en sejr og et nederlag i baggagen, og vender nu hjem til hjemmebanen i Memphis, Tennessee.
- Kamp 1: Grizzlies 112-109 Jazz
- Kamp 2: Grizzlies 129-141 Jazz
Men er der håb for det unge hold fra Memphis, eller skal de vente til næste sæson for at smage sejrens sødme igen? Vi har kigget på tre punkter, som kan være med til at definere seriens udfald.
Artiklen forsætter under videoen
Fejlproblemer
I kamp 1 spillede Rudy Robert kun 25 minutter på trods af en tæt kamp. Den relative begrænsede spilletid for holdets stjerne, skyldes hovedsaglig fejlproblemer. Med 4 minutter og 25 sekunder tilbage af kampen fik Gobert sin sjette fejl, og blev dermed sat ud af kampen.
Det er tydeligt efter de første to kampe, at centerduellen mellem Jonas Valanciunas og Rudy Gobert kan blive afgørende. De er begge store traditionelle centerspillere, som elsker den fysiske kontakt tæt på kurven. Oftest medfører det bare fejl, enten til den ene eller den anden.
I kamp 2 var både Valanciunas og Dilon Brooks i fejlproblemer allerede fra første periode, og det skabte et hul, som Grizzlies aldrig fik hentet. Skal Memphis have en chance, er det altafgørende at Valanciunas bliver på banen i de minutter, hvor Gobert er på banen. Kan han stække Gobert, og få ham i fejlproblemer, forbedrer det arbejdsforholdene for Ja Morant og Dilon Brooks.
Donovan Mitchell
Donovan Mitchell var ikke med i kamp 1 – noget han efter sigende ikke var tilfreds med – på grund af den ankelskade han pådrog sig tilbage i midten af april. Givet, at holdet holder ham ude af en kamp 1 i slutspillet, er han nok ikke 100 procent på toppen, men en Mitchell på bare 90 procent er en kæmpe forskel.
I kamp 2 scorede han således 25 point på bare 25 minutter, og var dermed topscorer på holdet i den komfortable sejr. Mitchell giver Jazz det sidste stjernestøv, som er nødvendig for at nå langt i slutspillet. Hvis ikke han spiller, bliver det en lang serie mod Grizzlies.
3-pointskuddet
Utah Jazz var i grundspillet det hold, som sendte flest 3’ere afsted per kamp (43), og ramte flest ramte 3’ere per kamp (16,7). Modsat ligger Grizzlies i den tunge ende af den skala, med henholdvis 31,4 trepointsforsøg per kamp og 11,2 trepointsscoringer per kamp. Ligeledes er de unge drenge fra Grizzlies ikke blandt de bedste hold til at forsvare bag trepointslinjen. I grundspillet tillod de i gennemsnit 36,7 procent af trepointsforsøgene at gå ind.
3-pointsskuddet har været forskellen i kamp 1 og 2. I kamp 1 skød Jazz 12 for 47 bag trepointslinjen. Det revancherede de i kamp 2, hvor de ramte 19 trepointsskud ud af 39 forsøg. Kan Jazz holde niveauet fra kamp 2, får Memphis det meget svært med at holde trit i den anden ende mod et af ligaens bedste forsvar.
NBA skribent og til dagligt at finde i Århus. Har et årligt Space Jam ritual, og tilhænger af pass-first spillestillen med Spurs og Warriors som forbilleder.









































































