James Harden tog for sig af retterne i nat, da Utah Jazz linede en pointbuffet op i Toyota Center i Houston. Harden fik frit spil, og Rockets holdet buldrede fra start af sted med et Jazz hold som passagerer på NBA toget.
Forsvar var der ikke meget af, og så endte kampen med 137-110 til Houston.
James Harden fik lavet career high med imponerende 56 point og 13 assists. Ikke siden Michael Jordan i 1987 scorede 58 point mod New Jersey Nets, har en spiller lavet det antal point på 25 skud eller færre. Harden var 19-25 på skuddene. Syv uf otte skud blev ramt bag 3-pointslinjen.
“Jeg skød bare i aften. Jeg ved ikke helt. Jeg forsøger at komme aggressiv ind til alle kampene og træffe de rigtige beslutninger. Jeg var glad for også at få smidt nogle assists og få involveret folk. Så længe jeg er aggressiv går det både mig og holdet godt”.
Holdet var i øvrigt uden skadede Chris Paul.
Porzingis er manden nu
Også i nat trådte Kristaps Porzingis ind på den store scene og lavede 40 point for Knicks i sejren over Indiana Pacers. Dette var ligeledes karrierens største pointmæssige bedrift for letten, der fik bevist, at han er manden, man bygger holdet op omkring i New York.
Efter kampen blev han spurgt, om Phil Jacksons kommentarer fra sidste år vedr. Porzingis evner til at lede et hold havde haft en effekt på ham. “Det Phil sagde, motiverede mig naturligvis til at arbejde endnu hårdere. Jeg mener ikke, der er noget, der er urealistisk for mig”.
Phil Jackson fik i slutningen af sidste sæson sagt, at det var for stort et ansvar at lægge holdet på Porzingis skuldre allerede i en alder af 21 år. Efter Jacksons mening var han ikke klar.
New York vandt kampen 108-101
Foto: Flickr – Keith Allison









































































