Mange spillere har fået en chance for at vise, hvad de kan i NBA i år. Det gælder i høj grad de G-League spillere, der er blevet kaldt op til ti-dages-kontrakter. En af dem er Jaime Echenique, der i torsdags debuterede for Washington Wizards, da de mødte Cleveland Cavaliers.
Det blev en historisk debut, da Echenique kom på banen med tre minutter igen. En ny nationalitet blev nemlig tilføjet til NBA-familien, da der aldrig før Echenique har været en colombianer i NBA.
”Jeg begyndte bare at græde. Det er et af de øjeblikke i dit liv, som du aldrig glemmer. Hvis jeg drømmer, så skal i ikke vække mig”, fortalte en forståeligt glad Echenique.
Making @NBA history! 🇨🇴🇨🇴🇨🇴#WizCavs | #DCAboveAll https://t.co/yQRp0KUvxl pic.twitter.com/CFmTHsSs4v
— NBC Sports Wizards (@NBCSWizards) December 31, 2021
Echenique spillede for Washingtons G-League hold, Capital City Go-Go (ja, det er navnet), hvor han altså gjorde sig bemærket, så han kunne lande en ti-dages-kontrakt. Han startede med at spille basketball i en alder af 13 år, men han har været igennem det amerikanske college-system, hvor han blandt andet gik på Wichita State-universitetet.
Han fortalte til NBC i november, hvad det ville betyde at være den første NBA spiller fra sit land:
”Det vil være stort for mit land. Det vil være stort at have repræsentationen af en colombianer i NBA. For at være ærlig, så har jeg personligt aldrig lagt vægt på at være den første, den anden eller tredje, fordi det betyder ikke noget, om du kommer ind i ligaen, det betyder noget, hvis du kan blive der.”
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.