Brooklyn Nets er ifølge ESPN’s Senior NBA Insider nået til enighed med Mike D’Antoni om en kontrakt, der gør ham til ny assistenttræner i klubben.
Udover Mike D’Antoni, der har en lang karriere som cheftræner i ligaen bag sig, har klubben også skrevet kontrakt med Ime Udoka, der de seneste otte år har været assistenttræner i ligaen. Først 7 år under Greg Popovich i San Antonio Spurs og senest 1 år som top assistent under Brett Brown i Philadelphia 76ers.
Brooklyn Nets har efterhånden bygget en stærk træner kvartet med Steve Nash i spidsen, Jacque Vaughn som associate head coach, og nu Mike D’Antoni og Ime Udoka i rollerne som assistenttrænere.
For D’Antoni og Nash er det tredje gang deres karriereveje krydses i NBA. Første gang var tilbage i Phoenix, hvor de fra 2004-2008 blev kendt for deres hæsblæsende “Seven seconds or less” offensiv, der gjorde Phoenix Suns til et af de mest underholdende og offensivt sprudlende hold at se på. Anden gang deres veje krydsede var i 2012-2014, hvor de begge havde et mindre succesfuldt ophold hos Los Angeles Lakers.
Forventningerne til Brooklyn Nets bliver i den kommende sæson intet mindre end et langt slutspilsrun i Eastern Conference når de to superstjerner, Kevin Durant og Kyrie Irving, skal føre trænerteamets tanker, ideer og visioner ud i virkeligheden.
Som tv-seer og NBA-fans bliver det yderst spændende at følge holdets udvikling på banen, og se hvorvidt Steve Nash er den rette mand til cheftrænerposten, eller om Mike D’Antoni er hentet ind til at tage over, hvis tingene går skævt halvvejs inde i den nye sæson.