Det umulige blev lørdag aften muligt, da Danmark vandt over Tyskland for første gang nogensinde. Forinden havde de tyske naboer vundet 18 kampe i streg.
Iffe Lundberg spillede en meget fin kamp, hvor han udover hans elleve point, to rebounds og ene assist også havde til opgave at dække en af de tyske stjerner i form af Maodo Lo.
”Det betyder selvfølgelig utroligt meget for mig. At vi får en sejr er jo dejligt, men at vi slår Tyskland er en kæmpe sensation! Det var en fed kamp spillet i en god kulisse,” udtaler Lundberg til Fullcourt.dk.
Lundberg spillede 22 minutter i kampen, men blev desværre fejlet ud i overtiden. Inden da havde han dog holdt Lo nede på blot 16 point på 21 skud, og det siger ikke så lidt om Lundbergs sublime forsvarsspil. Horsens IC-profilen var også godt tilfreds med egen indsats efter kampen:
”Det er altid fedt at spille, men også at konkurrere mod spillere som på papiret er bedre end en selv. Han er en dygtig spiller, men jeg ved, at jeg sagtens selv kan spille på det niveau. Jeg følte selv, at i de to kampe jeg har spillet mod ham, formåede jeg at gøre det lidt svært for ham og presse ham lidt både offensivt og defensivt i de dele af kampene, jeg var inde.”
Danmark ligger på trods af sejren stadig sidst i gruppen, men som udtrykket lyder It ain’t over till the fat lady sings.
”Teoretisk set er der jo en reel chance for, at vi kan gå videre, men vi skal også være realistiske, og derfor bliver det svært, da man skal tænke på de indbyrdes resultater. Vi klarede os desværre ikke alt for godt i de tre første kampe, så det bliver svært at skulle slå et hollandsk hold, som er ved at peake, på udebane med mere end +25 point. Østrig er også et godt hold, men dem kan vi godt slå. Så længe vi spiller med samme intensitet og aggression, så tror jeg godt, at vi kan få de her to sejre. Men det bliver svært at kvalificere, når vi har bragt os selv i denne situation,” erkender Lundberg til Fullcourt.dk.
Næste kamp spilles på udebane mod Holland, hvor der venter lidt af en opgave forude.
Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.