Basketligaen er på vej til at blive opdelt. Flere klubber kæmpe med små budgetter, mens andre øger forbruget og henter profiler på stribe. En af klubberne, der hører til i første kategori, er Hørsholm 79’ers. Her går man ikke ud og investerer i en lang række udenlandske spillere, men prøver at finde og skabe sine egne talenter. En af dem er 18 årige Sikander Tajik Nielsen.
Sikander, du er klar til at tage hul på din 4. sæson i ligaen. Du er blot 18 år, men ser du dig selv, som en af dem, der skal gå forrest?
“Jeg ser mig klart som en af dem, der skal være med til at lede holdet. Det kommer lidt med jobbet, når man spiller 1’er. Vi har selvfølgelig allerede en rigtig stærk kaptajn i Freddy, men jeg har helt sikkert tænkt mig at gøre min del og bidrage meget i denne sæson.”
Sikander har lynhurtigt udviklet sig til en af de fremtrædende spillere på holdet. På trods af sine blot 18 år snittede han knap 19 minutter i sidste sæson, og det er der én bestemt grund til. Miguel Hoyo troede nemlig på sin unge guard.
“Jeg synes, den største forskel klart har være den selvtillid, jeg har fået. Det er et stort boost at få, når man ved, at ens træner stoler nok på en, til at man i en meget ung alder kan gå ind og spille så mange minutter.”
Læs også:
Offseason review: Hørsholm 79ers
Når man ikke har uanede midler, må klubberne ty til sine unge spillere, og den model går Sikander ind for.
“Det er jo først og fremmest en fantastisk oplevelse og chance at få lov til kunne spille mod de bedste i Danmark i en ung alder. Man bliver tvunget til at lære nye ting meget hurtigt, hvilket jeg mener er en utroligt god måde at få noget rutine på i en ung alder. Det er selvfølgelig en noget sværere måde at skulle lære tingene på, men godt for en i det lange løb.”
I sidste sæson stod spanske Miguel Hoyo i spidsen for Hørsholm. Den sympatiske og vellidte træner havde ellers forlænget sin kontrakt, men under lykkelige omstændigheder har han og familien valgt at rejse hjem til Spanien, da hans kone var blevet gravid. Ind har man fået Rafa Monclova, som har stået i spidsen for diverse ungdomshold, og senest været assistenttræner i Sevilla fra den bedste spanske række. Og på trods af at Miguel var vellidt blandt klubbens spillere, så er Sikander allerede fan af deres nye træner.
“Jeg er vild med Rafa og måden, han træner os på. Man kan mærke, at han har en stor viden om basketball, og han gør sit for at få det bedste ud af os.
Træningerne er meget mere intense end sidste år, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Så jeg synes, klubben har fundet et fremragende alternativ til Miguel”

Sikander Tajik Nielsen i aktion i en kamp mod Bakken Bears i sidste sæson. Foto: Trine, vildmedfoto.dk
Først for nyligt har man fået det meste af truppen på plads. De udenlandske spillere Rob Fields, O’Karo Akamune og Alejandro Rodriguez har forladt klubben, mens man har hentet David Harder og Andreas Meilby til klubbens, men Anders Skou er vendt hjem fra USA.
“David kommer ind og giver vores ellers meget unge hold en masse rutine, hvilket man allerede kan mærke til træningerne, og Meilby kommer til at være en stor trussel ude bag 3’eren, hvilket er utroligt lækkert, nu da Daniel Mortensen er taget til USA.
Jeg håber på, vi kan få en noget bedre start på sæsonen, end vi gjorde sidste år, hvor vi var alt for længe om at komme igang med vores nyankomne danske spillere.”
Hørsholm åbner den nye sæson af Basketligaen, når man d. 3/10 skal til Svendborg og møde Svendborg Rabbits.
FOTO: Vildmedfoto.dk
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































