Aalborg Vikings mareridt-sæson fortsætter efter at nordjyderne tabte med overbevisende cifre til Hørsholm 79ers med 97-72.
Hørsholm tog allerede fra første sekund styringen i deres hænder og førte fra start til slut. Kampen var dog nærmest allerede afgjort ved halvleg, hvor hjemmeholdet var stukket af fra gæsterne med 52-33.
Aalborg Vikings er efter dagens nederlag oppe på 16 nederlag i træk i denne sæson, og ligger på en ensom 10’ende plads. Hørsholm 79ers derimod kan nu prale med tre sejre, og ”kun” 13 nederlag, og en niendeplads.
Hørsholms sejr var desuden en sejr af de vigtige slags i og med at Hørsholm dermed stadigvæk holder trit med Værløse på ottendepladsen i kampen om den sidste slutspilsplads.
Efter kampen var det derfor naturligvis en glad og lettet Hørsholmtræner, Miguel Hoyo, der gav forsvaret meget af æren for sejren:
”Vi spiller en meget koncenteret kamp, især i forsvaret. Aalborg screener meget på bolden og vi var i stand til taktisk at forstyrre det ved nogle gange at sende to mand på bolden og nogle gange at bytte, og det var alle klar på. Aalborg scorer kun 30 poin i første halvleg og det var nøglen til kampen,” fortæler cheftræner Miguel Hoyo i en pressemeddelelse.
En anden glad man var Hørsholms Alejo Rodriguez, der for første gang siden oktober måned spillede en hel kamp, hvor han leverede 16 point og 10 rebounds.
”Jeg er glad for at være tilbage og det her var sjovt. Jeg fik rytmen tilbage og det var godt at være sammen med gutterne igen og det var rigtigt fedt med så mange fans til kampen,” fortæller en smilende Alejo Rodriguez efter kampen.
Næste opgør for Hørsholm bliver Bakken Bears på hjemmebane den 14. januar, imens Aalborg Vikings skal endnu en tur til Sjælland og besøge Værløse på hjemmebane den 21. januar.
(Foto: Mads Olesen)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.