Det er et lidt overraskende skifte den 27 årige forward, David Harder står overfor, når han i den kommende sæson skifter sin mangeårige klub, SISU ud med Hørsholm 79ers. David Harder har igennem 8 sæsoner været i Gentofte, men nu er det altså blevet tid til nye udfordringer.
David Harder har udover SISU været 2 år i USA og Canada. Men nu er tiden altså kommet til Hørsholm, som alt at dømme virker mere gearet til den kommende fremtid i Basketligaen, som får mere og mere professionelle tilstande.
Sidste sæson snittede David Harder 8,5 point, 4,3 rebounds, 1,6 assist og knap en steal pr. kamp. Ikke de vilde statistikker, når man tænker på spilleminutterne hed knap 30 minutter. Men David Harder er en typisk fighter-spiller, som bidrager til meget mere end statistikkerne viser. Og det er ikke mindst pga. mentaliteten man har hentet David Harder til klubben. Det fortæller sporschef Sarah Gingold i en pressemeddelse.
“Vi har gået efter at fastholde den kerne af rigtigt talentfulde unge lokale spillere, der findes i klubben, og supplere med nogle få spillere udefra, der kan bidrage positivt i omklædningsrummet såvel som på banen. Vi vil simpelthen have spillere, der skaber en god træningskultur, og sådan en er David. Vi kender ham som en spiller, der giver alt på banen, uanset om det er til træning eller kamp, og det er et godt forbillede for vores unge spillere.”
Læs også: Svendborg Rabbits og Hørsholm 79ers spiller åbningskampen i Basketligaen
Hovedpersonen selv holder sig dog lidt tilbage i starten, for at finde sin rolle på holdet.
“Hørsholm har jo en ledertype på holdet i form af Frederik H Nielsen, så i starten holder jeg mig lidt tilbage og ser, hvad der er brug for. Min stil er at gå foran gennem hårdt arbejde og hvis det kan inspirere andre, er det godt.” Fortæller David Harder i pressemeddelelsen, og siger derudover:
“Det ser godt ud. Der er mange unge, talentfulde spillere og når vi så blander det med nogle rutinerede, så ser det fornuftigt ud, især fordi det ser ud til at folk er villige til at arbejde hårdt. Det skal nok blive sjovt.”
Det er dermed endnu et hak i tuden for SISU, som står i store problemer med spillerflugt en masse, ligenu har de kun Frederik Rungby præsenteret med blot halvanden måned til sæsonstart.
Foto: Fullcourt.dk
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































