Landskampspausen er overstået, og det betyder, at det er hverdag igen.
Shavon Shields er vendt tilbage til Olimpia Milano, og den danske landsholdsspiller var torsdag aften i aktion for første gang efter den sidste uges to landskampe mod Georgien og Finland.
Shields og Milano fik besøg af EuroLeague-legenden Mike James og AS Monaco, og italienerne hentede en vigtig sejr i kampen om en slutspilsplads.
Milano sejrede med cifrene 86-80, og Shields imponerede med 19 point, ni rebounds, fem assists og et enkelt block. Shields var den næstmest scorende spiller i kampen bag holdkammeraten Nikola Mirotic med 22 point.
Mike James leverede 15 point, fire rebounds og fire assists.
Monaco startede kampen bedst med en hurtig 10-2-føring, men det hul blev hurtigt lukket af hjemmeholdet. I anden periode kom der for alvor gang i Milano-offensiven, der kunne gå til pause foran med 49-42.
Monaco pressede på i anden halvleg, men det var først med tre minutter tilbage af kampen, at de fik indhentet Milano, og et minut senere kom monegaskerne foran med 78-77, men et par gode sekvenser fra Nikola Mirotic, Shavon Shields og Zach Leday lukkede kampen.
Med sejren ligger Milano på 8. pladsen i EuroLeague.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)





































































