De forsvarende EuroLeague-mestre fra Fenerbahce, tog torsdag aften imod den mest vindende klub i turneringen Real Madrid, i det der blev et sandt drama.
Et drama, der først blev afgjort i de allersidste sekunder af kampen, efter endnu en overdådig præstation af Luka Dončić.
Den unge slovener skal nemlig have en stor del af æren i sejren over det tyrkiske mandskab, der gør at Real Madrid kravler op i den bedre del af tabellen, her midtvejs i sæsonen, efter deres fjerde sejr i træk i turneringen. De skadsplagede spanierne har nu en record på 9 sejre og 6 nederlag.
Fenerbahce fik derimod deres første back-to-back nederlag i denne sæson. De er dog ligeledes i samme del af tabellen som Real Madrid, med samme record på 9 sejre og 6 nederlag.
Drama til det sidste
Tyrkerne, der spillede på hjemmebane torsdag aften i Istanbul, var foran med 11 point i første periode. Alligevel formåede de at miste styringen, hvilket sendte gæsterne fra Madrid foran 36-37 ved halvleg.
Det tætte opgør fortsatte kampen igennem, og efter hele seks føringsskift i fjerde periode, faldt afgørelsen først kort før tid.
Her havde Brad Wanamaker fra Fenerbahce i to omgange muligheden for at udligne kampen for værterne, men blev i første omgang blokket af Trey Thompkins, imens han missede sit andet skud.
Real Madrid formåede dermed at stikke af med en sejr fra heksekedlen i Istanbul, og fortsætter deres oprejsning efter en turbulent sæson med mange skader.
Dončić tæt på triple-double
Luka Dončić spillede som nævnt en fantastisk kamp, hvor han blot var to rebounds fra en triple-double for Real Madrid.
Den unge slovener blev kampens absolut største profil med sine 20 point, 10 assists og 8 rebounds. Felipe Reyes og Trey Thompkins stod begge for 13 point i kampen, imens Jaycee Carroll stod for 11 point.
I den tyrkiske lejr blev skurken Brad Wanamaker topscorer med 20 point, imens Luigi Datome, James Nunnally og Jason Thomspon blev noteret for henholdsvis 12, 11 og 10 point.
Fenerbahce får i næste runde den 5. januar, besøg af spanske Baskonia, imens Real Madrid samme dag tager imod Maccabi Tel Aviv fra Israel.
Foto: FIBA.com
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































