LUKNING: Tidligere i dag meddelte BC Aarhus offentligheden, at klubben ikke længere eksisterer til næste sæson. Klubben siger farvel efter en hård første og eneste sæson på højeste niveau, hvor både resultater og intern organisering i klubben har været op ad bakke.
“Vi manglede sikkerhed i økonomien og organisationen, og det har været brølhårdt og kostet mange kræfter,” lyder det fra klubbens direktør Leif Laszlo Haaning, der for alvor er blevet klar over, hvor meget der kræves af en ligaklub i opbygningsfasen.
Manglede hænder og økonomi
BC Aarhus direktøren er ikke skuffet over den manglende hjælp fra erhvervslivet i Aarhus, der kunne have tilført klubben en ekstra kapitalindsprøjtning på godt en halv million kroner. Han er mest af alt ærgerlig over, at det ikke lykkedes og mener, at klubben havde en række gode tilbud til sponsorer og en god profil.
“De fleste af de sponsorer, vi havde i forvejen var positive for at tage en sæson mere,” siger direktøren.
Men det var ikke kun økonomien, der drillede i klubben. Det kneb også med, at administrere de mange organisatoriske opgaver, der stilles til et basketliga-foretagende.
“Det har overrasket os, hvor mange opgaver der var – især de der dagligdags ting. Jeg tror ikke, vi var klar over, hvor stor en opgave det ville være. Men efter 1 år i ligaen er vi blevet bevidste om, hvad det kræver af ressourcer og energi for os at fortsætte, og det er ikke realistisk på nuværende tidspunkt. De største udfordringer for os har været organisation af den daglige drift og økonomisk ballast,” lyder det fra Haaning.
Læs også: Almir Zeco forlænger med SISU
Stigende krav til ligaklubber
Leif Laszlo Haaning beskriver også de stigende krav fra forbundet til ligaklubberne som en udfordring. Eksempelvis stiger prisen for at være med i basketligaen næste sæson til 125.000 kroner pr. klub.
“Derfor er der også en grund til, at det er de samme hold, der ligger og roder rundt i bunden af ligaen. Det er dem, der har den svageste organisering og økonomi. Det er blandt andre os, Aalborg, Hørsholm og Værløse. Det kræver utrolig meget at spille i ligaen, minimum omkring en million,” siger Haaning.
Derfor mener den tidligere direktør i BC Aarhus også, at man skal have grundigt styr på sin klub og overvejelser, før man kaster sig ud i noget.
“Som 1. divisionsklub ville jeg tænke mig rigtig godt om, før jeg ville rykke op i ligaen,” siger Haaning.
Læs også: Pressemeddelelse fra BC Aarhus
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.