Du forrådte din hjemegn, Cleveland og Ohio på TV i bedste sendetid; du valgte den lette vej og teamede op med dine venner i South Beach; du blev til en usympatisk og rå spiller; derefter tjekkede du mentalt ud mod Dallas og tabte det hele på gulvet. Men så ændrede du dig til det bedre; du vandt, først i 2012 og nu igen – trods utallige problemer. LeBron, jeg er bare en håbløs romantiker, men du er den vigtigste spiller i mit NBA.
I 10 år har jeg haft et fast tilhørsforhold til NBA. Og i 10 år har jeg kendt LeBron: den første rookie jeg fulgte gennem en hel sæson, og den første unge spiller, som jeg så tage verden med storm og vinde MVP’s i flæng. Min første rigtige kærlighed, med andre ord.
Jeg glemmer meget, og jeg husker nu kun rookie-sæsonen i highlights, og skuffelsen i 2007, den husker jeg kun svagt. Jeg var forarget og forundret i 2010 (det her), men alligevel en smule knust i 2011 (Dallas). Men siden da, har LeBron fornyet min tro, og han bragte forløsning i 2012, og jeg bukkede mig i ave, da Heat vandt 27 kampe i streg i denne sæson. Gennem de tre første kampe i finaleserien mod Spurs, var han dog en anden, igen.
16,7 point på 39% fra gulvet og 23% fra 3’eren.
Men jeg kunne ikke helt give op.
***
Problemet er, at min kærlighed burde tilfalde alle mulige andre. Spurs måske mest af alt.
- Fordi Gregg Popovich er perfekt i interviews, og fordi han græd, da han (genialt nok) tradede George Hill for rettighederne til at drafte Kawhi Leonard.
- Fordi Tim Duncan er den bedste spiller nogensinde på min favorit position, og fordi det her.
- Fordi Tiago Splitter, Manu Ginobili og Tony Parker er tre af de mest velfungerende internationale spillere i NBA.
- Men mest af alt, fordi Spurs er det bedst sammenspillende hold i NBA, og fordi fader tid endnu ikke har gjort dem irrelevante.
På trods var jeg alligevel uendeligt skuffet, da Spurs lignede mestrene i kamp 6. Men da LeBron affyrede 16 point i fjerde periode (og da Jesus Shuttleworth/Ray Allen scorede sin, måske, vigtigste 3’er i karrieren), og sendte serien til overtid og derefter kamp 7, da åbnede himlen sig med trompetspil og det hele. Jeg var lettet.
LeBron er, for mig, den første spiller, der har mestret alle væsentlige facetter af spillet. LeBron er, for mig, den første spiller, der besidder et ubegrænset talent. Og LeBron er, for mig, den første spiller, der har chancen for, at passere Michael Jordan som den bedste nogensinde … og jeg tror – jeg ved – at det er derfor, at jeg ikke kan lade være med at se i gennem fingrene med fejl og mangler eller holde på et forsvindende håb, når modstanderholdet både er velspillende og sympatiske.
Et sted håber jeg, at Kevin Durant endelig bliver til LeBron, hvad Larry Bird var til Magic Johnson; og jeg håber, at Anthony Davis udvikler sig til en ny Tim Duncan; ligesom jeg håber, at Andrew Wiggins bliver en forbedret udgave af LeBron, der hverken vender sit første NBA hold ryggen eller tjekker mentalt ud.
Men som det ser ud nu, så sidder jeg fast sammen med dig, LeBron. Ingen nye bejlere er endnu værdige, og lige nu, er du det tætteste min generation og jeg kommer på vores helt egen Jordan. Og havde du tabt din tredje finale ud af fire, så havde jeg været knust. LeBron, jeg er en håbløs romantiker – og en ung en af slagsen – men ikke desto mindre, så tilfalder min kærlighed ingen andre end dig. I hvert fald lidt endnu.
(Foto: Flickr – Keith Allison)
Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.
