Det står nu klart, at årets Playoff B-finale bliver en gentagelse af sidste års udgave.
Finalen i Playoff B bliver nemlig mellem BC Copenhagen og Værløse Blue Hawks.
Det er en kendsgerning, efter Værløse Blue Hawks besejrede netop BC Copenhagen i Nørrebrohallen med 75-79 tirsdag aften.
Opgørets topscorer var Copenhagen´s Bakir Serdarevic med 24 point. Topscorer for udeholdet var Balsa Veljic med 16 point. Durell Vinson levede op til sit kaldenavn Mr. Double-Double med 13 point og 14 rebounds. Laurits Halstad noterede sig ligeledes for en double-double med 12 point og 15 rebounds.
Værløses direkte konkurrent om pladsen i finalen var Bears Academy, der andetsteds slog BK Amager, men da aarhusianerne i skrivende stund er fire point bag både Værløse og Copenhagen og blot har enkelt kamp tilbage i Playoff B, er de matematisk ude af kampen om en finaleplads.
Værløse Blue Hawks og BC Copenhagen skal således mødes i årets Playoff B-finale, hvor der er en pengepræmie og Playoff B-titel på spil, og tirsdagens vinderhold håber på at kunne forsvare deres titel fra sidste år.
Finaleklar – men der er stadig noget på spil
Både Værløse Blue Hawks og BC Copenhagen mangler fortsat at spille to kampe i slutspillet og har altså finalepladserne i hus, men dette er ikke ensbetydende med, at de resterende kampe blot er en formalitet. Hvor finalekampen skal spilles afgøres nemlig af, hvem der slutter på førstepladsen i Playoff B-gruppespillet.
Der er derfor stadig noget på spil i de to holds respektive kampe. Sidste års finale blev spillet på Værløses hjemmebane, Søndersøhallen.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)