Der var næppe ret mange der troede på sejr til hjemmeholdet fra Næstved, da de i aftes tog i mod Bakken Bears i semifinalens kamp 2. Kamp 1 var således endt med en sikker sejr til Aarhusianerne. Så det var et Næstved-hold der skulle finde noget helt ekstraordinært, frem for at bringe sig tilbage i serien.
God start af hjemmeholdet
Starten kunne næste ikke være kommet bedre for Team FOG Næstved. 6-0 og 11-2 kom man foran med i kampens indledning, og så var hjemmepublikummet ellers på banen til at støtte de lokale helte. Næstved gik med en lidt alternativ starter, hvor man havde sat Milan Stanojevic på bænken fra starten, og Mathias Bak Christensen fik – efter en flot kamp i fredags – lov til at starte kampen i Eric McAlisters fravær. Det betød at rollerne på de 5 positioner var bedre fordelt, med klare rollefordelinger på de respektiver pladser. Bakken Bears startede uden Chris Christoffersen, og det kan muligvis godt have gjort udfaldet i starten, hvor Næstved virkede mere oppe på dupperne – både i forsvaret og i angrebet.
Efter den flotte start fra hjemmeholdet, kom Bakken dog noget bedre med i 2. periode. De fik hul igennem bag 3eren, og fik trukket en del fejl så de kom på straffelinjen. Team FOG fortsatte med at score som i første periode, men fokus forsvandt langsomt fra forsvaret. Derfor kunne Bakken Bears bringe sig foran lige før pausen med et enkelt point.
I starten af 3. periode var der specielt fokus i de to angrebsender, og det resulterede i mange pointbytter i løbet af første halvdel af perioden. Føringen skiftede flere gange hænder, før Team FOG Næstved mod slutningen igen kunne få lidt luft og bringe sig foran med 4 point. I begge ender var det flere forskellige hænder, der fik sat point på tavlen. Specielt gode indhop af de to serbere, Milan Stanojevic og Ilija Hinic betød at Næstved havde god fart i spillet. For Bakken havde Søren Ege et kort indhop med en and-one til følge. Det var i øvrigt Ege’s første kamp i år.
Vanvittig afslutning på kampen
Nerverne sad ude på tøjet når man kiggede rundt i Næstved Hallen, for kunne det være rigtigt at man var foran med 2 point mod selveste Bakken Bears inden sidste periode? Ja det kunne det, men som så oftest så havde Bakken Bears lige et gear mere. Og da de med 2 minutter igen bragte sig foran med 8 point, så det mildest talt sort ud for Team FOG Næstved.
Men en række steals af hjemmeholdet, krydret med turnovers fra gæsterne betød at hjemmeholdet ud af ingenting kom tilbage. Først var det Chris Gabriel der reducerede føringen til 6 point, på et vanvittigt hook-skud. Og i næste angreb, var det selv samme Gabriel med sin blot anden 3er i sæsonen (Han er i øvrigt 2/2 i sæsonen nu). Dermed var forspringet indskrumpet til blot 3 point.
Milan Stanojevic lukkede hullet med sine 2 straffescoringer med 1 minut igen. På det efterfølgende Bakken-angreb stjal selv samme Milan Stanojevic bolden og susede afsted mod kurven. Corin Henry var heldigvis fulgt med, så han kunne bringe hjemmeholdet foran med en enkelt. I næste angreb blev Jonas Zohore dømt for skridt, og så havde Team FOG Næstved muligheden for at bringe sig yderligere foran. Corin Henry fik Bakken-forsvaret til at kollapse med et godt drive mod kurven. Stanojevic stod klar i hjørnet, og satte en stor stor 3er til 81-77.
De sidste scoringer i kampen blev sat på straffe, hvor Alexander Bak og Philip Hertz lukkede kampen. Med 6 sekunder igen stjal Corin Henry bolden endnu engang, og så kunne han drible uret ud til stor jubel for hjemmepublikummet.
84-78 endte kampen, og nu venter der en yderst spændende kamp 3 i NRGi Arena i Aarhus på torsdag.
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.