Svendborg Rabbits knækkede Bakken Bears´ ubesejrede stime efter vanvittigt drama

Svendborg Rabbits tog onsdag aften deres første sejr mod Bakken Bears siden 2015 i et højdramatisk og underholdende opgør. Kampens resultat var 103-97.
Arkivfoto: Ry-foto.dk - Per Bille
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Der var onsdag aften lagt op til et spændende opgør i Kaninhulen, da Svendborg Rabbits og Bakken Bears bragede sammen. Vi skal ikke længere tilbage end til midt februar for at finde de to mandskabers sidste indbyrdes møde, og det var en kamp som Bakken Bears kom bedst ud af. Kaninerne og Bjørnene havde før kampen onsdag aften tørnet sammen tre gange i denne sæson, og Bakken havde sejret i samtlige kampe.

Det var derfor et tændt Svendborg Rabbits-mandskab, der mødte op til onsdagens Pro A-kamp. Det sydfynske mandskab havde derudover meget på spil, da der med få kampe tilbage af grundspillet i Basketligaen er kamp om placeringerne i Pro A-rækken.

Bakken Bears havde forud for aftenens kamp blot tabt en enkelt kamp, men Svendborg Rabbit kunne efter 40 intense og dramatiske minutter tage en uhyre vigtig sejr i kampen om en topplacering i Pro A-rækken og tildele Bakken deres andet nederlag i Basketligaen i denne sæson.

Bakken Bears blev besejret med cifrene 103-97, og Bakkens vanvittige stime på 18 sejre i Basketligaen i træk blev brudt efter en dramatisk kamp, der havde lidt af det hele.

Det var imidlertid ikke den eneste stime, der blev brudt i denne kamp. Svendborg Rabbits havde ikke trukket sig sejrrigt ud af en kamp mod de dominerende Aarhusianske Bjørne siden 2015, men denne kedelige stime blev også brudt her til aften.

Svendborg Rabbits fandt opskriften til sejr

Første periode var fyldt med intensitet, og der var fart over feltet. Svendborg Rabbits fik sig en rigtig god start og satte sig på kampen. Kaninerne fulgte opskriften til at slå de forsvarende danske mestre til punkt og prikke. Rabbits var foran med seks point efter kampens første ti minutter. Stillingen var 27-21.

At Rabbits fik sig en god start på kampen, havde Sebastian Åris en stor aktie i. Den danske landsholdsspiller var flyvende fra start og leverede ni point i første periode. I Bakken-lejren var det Deshawn Stephens, der kom bedst fra land. Stephens scorede otte point i første periode.

Svendborg Rabbits gik ind til anden periode med en lille føring på seks point. Efter knap fire minutter af anden periode havde Bakken Bears hentet fem point på Svendborg, og det fik Svendborgs cheftræner Jimmy Moore til at tage en timeout.

Og det viste sig at være en god beslutning. De fik stoppet blødningen, og Rabbits kunne derfor gå til pause foran med fem point, 48-43, men gæsterne var lige i hælene på dem.

Kedelig Svendborg-stime brudt

Det var blot fem point, der adskilte Bears og Rabbits efter første halvleg, men det var en helt anden situation ved indgangen til fjerde og sidste periode. Svendborg Rabbits kom ud til tredje periode som lyn og torden og var særdeles velspillende. Efter et enkelt minut var stillingen ellers 49-49, men så satte Rabbits ellers gang i et imponerende 21-points run. Rabbits vandt tredje periode med 32-17. Brandon Tabb scorede 12 point i tredje periode.

Hjemmeholdet var derfor foran med 18 point på vej inden til fjerde periode, men selv en ganske komfortabelt føring kan nemt smuldre hurtigt i basketball – og især mod et hold som Bakken Bears, der har så mange strenge at spille på.

Og det må man sige den gjorde. Bjørnebanden nægtede at smide håndklædet i ringet. Istedet satte de speederen helt i bund og pressede Rabbits til det yderste. Med 40 sekunder tilbage af kampen fik den tidligere MVP i Basketligaen Ryan Evans nettet til at blafre fra distancen til stillingen 100-96 til Rabbits.

Et comeback var atter inden for rækkevidde, og man kan forestille sig, at Jimmy Moore fik sved på panden. Men Svendborg Rabbits trak det længste strå og fik den første sejr mod Bakken Bears i fem år. Svendborg sejrede med cifrene 103-97. Kampens topscorer var Sebastian Åris med 24 point.

Se andre spændende artikler