Filip Rajovic har i løbet af de senere år skiftet frem og tilbage mellem hovedstadsområdet og Sydsjælland. Han blev spået en stor fremtid i Næstved, men fik aldrig for alvor chancen. Han vendte retur til København, hvor Stevnsgade tog imod ham med åbne arme. Efter en personligt god sæson i 2017/18 blev han udnævnt til årets talent i Basketligaen.
Det gav ham på ny blod på tanden for at slå igennem i Næstved, men efter få måneder gik de to parter igen fra hinanden, og efter tilbagevenden til Nørrebro har Rajovic nu sat sin underskrift på en ny kontrakt. Den kommer til at gælde for de kommende to år, men er udformet således, at parterne har mulighed for at revurdere samarbejdet eller, i Rajovic’ tilfælde, se på tilbud fra andre klubber efter en sæson.
Filip Rajovic spillede 18 kampe for Stevnsgade i den netop overståede sæson. I dem snittede han 11,1 point, 2,8 rebound og 2,6 assist.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.