Der var lagt op til et spændende rivalopgør i Vejlby-Risskov Hallen mellem Bakken Bears og Horsens IC, der har mødt hinanden i 14 af de seneste 16 finaler i den danske basketliga. Bakken Bears havde inden kampen sikret sig førstepladsen i ligaen, hvorimod Horsens havde en semifinaleplads at kæmpe for i et slutspil, der er tættere end længe set, hvor de kæmper en tæt kamp med Randers Cimbria og Team FOG Næstved om de to resterende pladser.
Det var tydeligt at se, at Horsens havde mest på spil i dagens kamp og første periode startede med en hurtig Horsens IC dominans, og det virkede som om, at Horsens simpelthen ville det mere end det århusianske hjemmehold. Horsens IC kom hurtigt foran 0-10, og det tvang Bakken head-coach Anders Sommer til at tage en tidlig time-out allerede efter to minutter.
Efter små fem minutters spil var stillingen 14-2 til de østjyske gæster, der drog fordel af, at Bakkens forsvar var utrolig passivt og tillod nemme scoringer, hvilket gav Horsens holdet momentum. I den anden ende havde bjørnene løst krudt i kanonen og brændte mange skud, og tog nogle tvivlsomme offensive beslutninger. Perioden endte med en 18-25 føring til Horsens.
Kampbilledet ændrede sig ikke i starten af anden periode, og det var stadig Horsens der virkede til at ville det mest. Bakkens angrebsspil bar præg af ufokuserede beslutninger, hvor det modsat virkede til, at Horsens havde en gameplan, der blev fuldt til punkt og prikke.
Meget atypisk for Bakken Bears fungerede offensiven slet ikke, og de skud, de kom til, virkede forcerede og som en nødløsning. De pressede skud førte til en usædvanlig lav scoringsprocent for de forsvarende danske mestre, der skød 42 % fra gulvet i første halvleg og var helt kolde bag trepointslinjen, hvor de var 3-14.
Horsens kom gang på gang til gode skudmuligheder, og det kunne ses på skudprocenterne i første halvleg, hvor de endte med en scoringsprocent på imponerende 65 % for første halvleg.
Efter 20 minutters basketball stod det i pausen 57-41 til gæsterne fra Horsens, hvor Vedran Borovcanin scorede 15 af gæsternes point, og dermed blev han halvlegens topscorer.
Horsens gjorde arbejdet færdigt
Hvad end Anders Sommer sagde til sit mandskab i pausen, så det umiddelbart ud til at have virket fra anden halvlegs start. Bjørnene kom ud fra omklædningsrummet med et andet udtryk, selvom det defensive arbejde stadig haltede lidt i forhold til den kvalitet, man er vant til fra Bakkens side. Det lykkedes dog Horsens at stande Bakkens korte momentum, og de fik hurtigt opbygget en føring igen.
Tredje periode bølgede frem og tilbage, og Bakken Bears endte med at indhente Horsens’ føring en smule, og vandt trejde periode med 22-19. Stillingen op til fjerde periode hed derfor 63-76 til gæsterne fra Horsens.
Der var derfor lagt op til en spændende sidste periode, hvor de århusianske bjørne skulle til angreb.
Halvvej i fjerde periode slog lynet ned i hjemmeholdets bjørne, og de gik på et hurtigt 10-1 run, der skabte spænding i opgøret, inden Andy Cleaves ramte en afgørende treer, der ændrede stillingen til 82-93 i gæsternes favør. Bakken Bears kom sig aldrig over det afgørende skud og endte med et nederlag på 87-98.
Klubmanden tog ansvaret på sine skuldre
Kampens topscorer blev Vedran Borovcanin med 29 point. HIC-veteranen leverede også seks rebounds og to steals.
Bakkens topscorer blev Marvell Harris med 24 point, der også noterede sig for syv rebounds og fire assists. Travis Taylor noterede sig for en double-double med 16 point og 11 rebounds.
Med sejren har Horsens sikret sig en semifinaleplads.
Næste kamp for de to klubber er er begge på torsdag, hvor Bakken Bears tager imod Svendborg Rabbits, og Horsens tager imod Bears-lillebroren Bears Academy.
Mit navn er Alexander Christiansen, og jeg er NBA-redaktør her på siden. Ved siden af er jeg journaliststudrende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Jeg har fulgt med i NBA siden 2014/15 sæsonen, og jeg følger den danske basketliga tæt, hvor jeg tit er at finde til Bakken Bears' kampe i Vejlby-Risskov Hallen.









































































