Pressemeddelelse: Ambitionerne hos SISUs herrer er store efter en godkendt sidste sæson, hvor holdet sluttede på en flot fjerdeplads i grundspillet men ikke formåede at overvinde Randers Cimbrias himmelstormere i kvartfinalen.
Det meste af en rutineret grundstamme på holdet er der stadig, bl.a. landsholdsaktuelle David Harder, veteranen Mickey Dennis, amerikanske Zach Moritz, guarden Mikael Vincents Nielsen, centeren Philip Bo og guarden Ugis Promolds.
Desværre er Mike Flowers langtidsskadet efter sidste sæson, og han vil blive savnet. Men til gengæld er der så tilgang af stærke Joe Benjamin, der spillede i Team Fog Næstved sidste år, samt Mikel Esnaola, en 2 meter høj 19-årig fra Donostia/San Sebastián i Baskerlandet, Spanien, der har imponerende springkraft og som spillede sidste sæson i EASO Pastas Arruabarrena i den spanske EBA. Joe og Mikel bliver spændende at følge.
Flere af de unge talenter ses også stadig på holdlisten, bl.a. Mathias Glahn, Jonas Giese Anderson, Asger Hjort og Mathias Hansen. Interessante, nye ansigter bliver Mirza Misimovic, Niklas Kongsted Olsen og snart 16-årige August Haas, der netop blev valgt til All Star-holdet ved det netop afsluttede Gruppe B Europamesterskab for U16-landshold, hvor Danmark vandt guld.
William Bjerager (1994) er også ny i truppen men oprindeligt af egen avl. Han kommer fra et ophold på Lake Brantley High School i Altamonte Springs, Florida, i USA og tidligere ESAA. Og så er der et andet interessant bekendtskab, nemlig guarden Andy James (1992), som er dansk men kommer fra et ophold på Burnley College og Burnley Blaze i England.
Endelig er den dygtige bulgarske forward, Hristo Petkov, blevet en del af holdet, og han kan være med, når han bliver sin skade kvit i løbet af sæsonen. Hristo har tidligere spillet i SISU, var sidste sæson i BC Aarhus, men er nu flyttet fra hovedlandet til Gentofte.
Alt i alt er det en trup med et godt miks af erfarne kræfter og unge, talentfulde spillere, som Head Coach Almir Zeco og Assistant Coaches Mickey Dennis og Alen Nisic skal søge at få til at spille så godt sammen, at SISU forhåbentlig i år seriøst kan udfordre Bakken Bears’ og Svendborg Rabbits’ dominans af Basket Ligaen gennem de seneste syv sæsoner.
(Foto: James Hjertholm)
Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.









































































