De to hold har hidtil i sæsonen, spillet to meget tætte kampe. Begge kampe har SISU egentlig ført i sidste periode, men alligevel har Horsens vundet de to kampe. I aftes lykkedes det så endelig SISU, at få lukket kampen til en sejr, som gør at de kun er en enkelt sejr fra tredje pladsen.
Gæsterne fra Horsens fik ikke den bedste start på kampen, for allerede efter 2 minutters spil, måtte deres store profil Will Artino udgå med en skade. I forvejen måtte holdet endnu engang undvære Myles Mack, som formentlig er ude i et par uger endnu, med en fiberskade.
SISU har som et af de eneste hold i ligaen, undgået skader og det ses nu i præstationerne. Sejren over Horsens torsdag aften, blev SISUs fjerde ud af de sidste fem, hvilket gør dem til ligaens mest formstærke hold pt.
Sejren kom dog ikke så let i hus. Hele 22 gange skiftede føringen hænder i kampen, og føringen listede sig ikke over otte på noget tidspunkt. Den føring kom i det sidste minut, da Horsens brændte fire forsøg bag treeren, alt imens SISU var sikkerheden selv fra straffelinjen. Kampen løb stille og roligt ud i sandet for Horsens, som måtte indkassere et nederlag på 91-86.
Det blev i den grad afgørende, at Horsens var ramt inside, hvor SISU vandt reboundkampen med 58-41. Så gjorde det ikke så meget for SISU, at de havde syv turnover mere ned gæsterne.
Tanner McGrew var endnu engang SISUs bedste med 20 point og 18 rebounds. For Horsens var bedste man Gabriel Iffe Lundberg, der var så tæt på en triple double som man kan være. Han havde 12 point, 12 rebounds og 9 assist.
Da Bakken Bears også sejrede i går, så er kampen om førstepladsen igen helt åben. Både Horsens og Bakken har 3 nederlag. Netop Bakken møder SISU i næste kamp, mens Horsens får besøg af Svendborg.
Foto: Robert Dines Rasch
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.