Storebror slog nok engang lillebror, da Bakken Bears tirsdag aften tørnede sammen med Bears Academy.
De forsvarende danske mestre levede op til favoritværdigheden, men det var ikke fordi Bears Academy lagde sig fladt ned.
Bakken Bears vandt kampen med 92-78 og rykker op på andenpladsen i Basketligaen med fire point op til Team FOG Næstved. Bakken har desuden en kamp i hånden kontra Næstved.
Evans brandvarm
Første halvleg startede ud i et hidsigt tempo fra det ene hold. Bakken Bears kom ud til opgøret mod lillebror som lyn og torden og bragte sig lynhurtigt foran med ti point. Darko Jukic og Ryan Evans stod for de første ti point i kampen.
De hurtige ti point af de forsvarende danske mestre fik Bears Academy´s cheftræner Thomas Hemmingsen til at tage kampens første timeout. Blødningen skulle stoppes.
Kort efter det unge mandskab kom ud efter timeouten var Magnus Høj første mand, der kom på tavlen for Academy. Bears Academy var så småt kommet igang, men Bakken Bears var på vej til at stikke af.
Det kunne Bakken-fansene især takke amerikanske Ryan Evans for. Den tidligere Most Valuable Player i Basketligaen fortsatte med at spille på et højt niveau, som i de to forrige kampe mod Horsens IC og Randers Cimbria, og sluttede første periode med 16 point.
Den bomstærke amerikaner drev gæk med de unge Academy-gutter og gjorde nærmest lige hvad han ville. Evans skød syv for syv i første periode og var atter på vej mod en imponerende kamp i Basketligaen.
Efter ti minutters spil var Bakken foran med 25-16.
Academy vandt anden periode
Bakken Bears havde i perioder været suverænt bedre end deres farmerhold i første periode, men i anden periode var udeholdet Bears Academy det bedre hold – dog ikke markant. Bakken Bears slap en smule på speederen og lavede samtidig flere fejl end tidligere.
Anden periode startede meget pointfattig, men der kom mere gang i de to hold som anden periode skred frem.
De unge Bjørne gjorde en god indsats, og der kom især gode indhop fra Keane Thomann, Silas Oriane, Magnus Høj og Tobias Hemmersam i første halvleg,
Bears Academy vandt anden periode med 18-20, hvorfor Bakken kunne gå til pause foran med 43-36. Syv point var der mellem de to hold, men man sad som seer med en fornemmelse af, at hjemmeholdet havde helt styr på kampen.
Ryan Evans scorede 20 point i første halvleg.
Bakken tog 11. sejr i sæsonen
Bakken Bears gik ind til anden halvleg med et fint udgangspunkt, og det blev kun bedre i løbet af tredje periode, som Bakken vandt med 26-19. Bakkens spil var ikke prangende, og det var blandt andet Academy´s fortjeneste. Inden fjerde periode var Bears Academy bagud med 69-55.
Undervejs i fjerde periode fik den unge trup skåret Bakken-forspringet ned på syv point, men kampen blev aldrig tættere på trods af en god indsats af Academy.
Med et minut tilbage af kampen sendte Bears Academy 15-årige Elliot Holm på banen til sin debut i Basketligaen.
Bakken Bears vandt kampen med 92-78.
Kampens topscorer var Ryan Evans med 26 point. Michel Diouf scorede 18 for Bakken. Topscorer for Bears Academy var Tobias Hemmersam med 15 point.
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)









































































