Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Bakken Bears

Redaktørens Råd: Bakken-forslag kunne ødelægge Basketligaen

Bakken Bears trak lørdag deres ændringsforslag til Basketligaen om reglerne af udlændinge og home grown spillere tilbage. Forslaget kunne have skabt en stor diversitet og splittelse i Basketligaen, hvis det var blevet en realitet.

Bakken Bears offentliggjorde fredag et forslag, der skulle stilles op for den årlige basketrigsdag. Forslaget indeholdte, at alle klubber skulle stille med seks home grown spillere [spillere opvokset i det hjemlige basketsystem, red.], mens der måtte være seks udlændinge i truppen. Udlændingene skulle dog ikke have pas-restriktioner, så der kunne i princippet hentes seks amerikanere til klubberne, hvis forslaget bliver gennemført.

For at forslaget skulle gå igennem krævede det, at 2/3 af klubberne stemte for, hvilket ikke så ud til at blive tilfældet. Klokken 15.15 lørdag valgte Bakken Bears derfor at trække forslaget tilbage.

Det store problem i dette forslag bunder i, at Bakken Bears har nogle økonomiske muskler, som er i en liga for sig i forhold til resten af de danske klubber. Derfor ville det ikke være et problem for Bakken at hente seks sublime amerikanere samt have nogle af de bedste danskere på holdkortet. Deres økonomiske bagland kunne uden problemer dække et givent underskud i klubben.

Forslaget ville dog styrke Bakken europæisk set, da de med stærke danske spillere, Michel Diouf, DeVaughn Akoon-Purcell og muligheden for fire andre stærke amerikanere ville kunne gøre en solid figur på den europæiske scene.

Men hvor er talenterne i truppen? Blev forslaget ikke stillet for at styrke talentarbejdet herhjemme? Bakken Bears har igennem flere år haft EBAA i 1. Division, hvor talenterne skal udvikle sig. Men hvor mange af de talenter fik seriøse minutter for aarhusianerne i sidste sæson?

Sylvester Berg var eneste unge dansker, der snittede mere end ti minutter i de 24 kampe, hvor han fik spilletid. Bakkens trup talte i sidste sæson syv udlændinge, men da amerikanske Keane Thomann i den kommende sæson tæller som dansker grundet hans mange år i landet, ville de fortsat have mulighed for at bibeholde det antal med deres forslag.

Talentudviklingen

Var forslaget mod forventning blevet en realitet, så ville det alt andet end lige skade talentudviklingen i dansk basket. Hvis nogen af klubberne ville gøre nytte af de seks amerikanere, og de i snit spillede 30 minutter per kamp, hvilket er ganske realistisk for udenlandske profiler, så ville de spille 180/200 minutter af kampen. Det vil dermed efterlade blot 20 minutter, der skulle fordeles på seks home grown spillere.

Det er selvfølgelig et hypotetisk scenarie, men det er ikke desto mindre et ganske realistisk scenarie. Dermed ville truppen ganske vist indeholde et lige antal af home grown og udlændinge, men de home grown danskere ville ofte få splinter i røven på bænken med seks stærke udlændinge.

Men er det ikke allerede et problem i ligaen? Det vil nogle helt sikkert mene, og det kan der tildels argumenteres for. I denne sæson havde tre klubber syv udlændinge i truppen (Bakken Bears, Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits), men problemet med forslaget er, at muligheden for at hente amerikanere ændrer problematikken.

Der er mere value for money, når klubberne henter amerikanere. Der er simpelthen så mange at tage af, at de ikke på samme måde kan stille samme kritiske krav til klubberne – særligt økonomisk. Dermed vil kvaliteten af importerede spillere stige, hvilket vil betyde færre minutter til de danskere, der allerede nu er i trupperne.

Desuden er europæiske spillere ofte dyre, hvorfor nogle klubber hellere vil satse på klubbens egne talenter. Men hvad sker der, hvis klubber som Team FOG Næstved, Svendborg Rabbits og Horsens IC, der alle har nogle økonomiske muligheder skal hente et minimum antal danskere til klubberne?

For det første vil de blive nødsaget til at trække spillere fra mindre klubber som Hørsholm, SISU, Stevnsgade og Wolfpack. De klubber mister dermed en række profiler og deres grundlag for eksistens i Basketligaen, hvilket i bedste fald blot ville skabe mere diversitet i ligaen, men i værste fald også ville betyde, at visse klubber enten måtte lukke eller rykke ned fra landets bedste række grundet økonomiske udfordringer.

Basketligaen fik fornyligt den skønne besked om, at Wolfpack Basketball tiltræder ligaen i næste sæson, så der er ni hold i landets bedste række i næste sæson. Dette ville gå direkte mod denne udvikling mod flere hold i ligaen, som forhåbentligt kan komme op på ti konkurrencedygtige mandskaber indenfor den nærmeste årrække.

Desuden er dygtige danske spillere i forvejen et dyrt produkt, da de godt ved, at de ikke hænger på træerne. Et forslag som dette ville ikke hjælpe på dette, men vil i stedet give spillerne mulighederne for at kræve en endnu større løn, hvilket ikke ville være et problem for økonomisk ressourcestærke klubber som Bakken Bears, men ville være en stor problematik for størstedelen af ligaens mandskaber.

Et forslag til fremtiden

Jeg mener dog ikke, at dette forslag nødvendigvis er dårligt. Jeg mener bare ikke, at Basketligaen er gearet til denne omvæltning endnu. Det kræver, at vi har langt flere dygtige danske basketballspillere og en talentudvikling, som er langt bedre.

Når først det er på plads, så vil et forslag som dette give mening, hvis det dog får en tilføjelse: Et antal af home grown spillere på banen ad gangen. Er der ikke dette, så vil det ikke øge talentudviklingen, men blot give muligheden for at få en splittet liga præget af amerikanere.

En anden tilføjelse kunne være, at dele af home grown-spillere skulle være fra klubbernes egne rækker eller omegn. Det vil medføre, at klubberne ikke kan håndplukke landets bedste spillere, men vil være nødsaget til også at fokusere på den interne talentudvikling.

Foto: BasketballCL.com

Skrevet af

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Andre artikler med dette emne

Bakken Bears

Det danske dynasti har kvalificeret sig til Champions League-kvalifikationen, der finder sted i september.

Bakken Bears

De danske mestre har sikret sig underskriften fra endnu en profil til den kommende sæson.

Bakken Bears

På det personlige plan har han hevet flere priser hjem - og mandag aften gjorde han det så igen.

Bakken Bears

Bakken Bears blev budt op til dans i Næstved, men viste klassen og kunne dermed lade sig kåre som danske mestre.

Bakken Bears

Klubben fra Aarhus sikrede sig torsdag aften en sejr, der sender aarhusianerne på guldkurs.

Bakken Bears

Bakken Bears stod med ryggen mod muren mandag aften, og det håndterede aarhusianerne med bravour.

Bakken Bears

Torsdag aften udspillede der sig et kæmpe drama i Basketligaen, da DM-finalerne blev fløjtet igang.

Bakken Bears

Bakken Bears knuste Horsens på ny og er dermed klar til DM-finalen for den 24. gang i streg.