fbpx
Connect with us

Basketligaen

Randers lever op til favoritværdigheden og spiller sig i semifinalen

Randers Cimbria slog tirsdag aften Værløse Blue Hawks ud i kvartfinalen af Pokalturneringen.

I aftes blev de første kvartfinaler i herrernes Pokalturnering afviklet. Her mødte Randers Cimbria og Værløse Blue Hawks hinanden i Arena Randers, hvor begge hold spillede deres første kamp i turneringen.

Efter en tæt første halvleg trak Randers fra og sikrede sig semifinalepladsen med en 93-79 sejr.

Randers spillede opgøret uden Jonathan Jeanne, Tyre Gathright var kun på banen i 10 minutter og de har stadig to nye spillere, der ikke er stødt til klubben endnu. Der var derfor ekstra spilletid til andre dele af truppen.

Værløse vendte dårlig start

Randers var på forhånd storfavoritter til opgøret, og de kom også planmæssigt fra start med et 12-4 run. Værløse var dog mødt op for at kæmpe, og takket være en velspillende trekløver i Bar, Møller og Christensen fik de vendt den dårlige start til en føring på 22-23 ved udgangen af første periode.

Kampen forblev tæt i anden periode. Værløse var bedst i reboundsspillet, men havde svært ved at følge med Randers, der begyndte at ramme deres skud fra distancen. Især Kissoonlal og Crisp var velspillende for hjemmeholdet.

Randers trækker fra

Som vi har set det før i sæsonen, så kan Pro B holdene følge med Pro A holdene i perioder, men må give tabt mod slutningen af kampene, når kræfterne slipper op. Det var endnu engang tilfældet i dag, hvor Randers stille og roligt udbyggede deres føring.

Det lignede i første omgang, at kampen var ved at slippe ud af Værløses hænder i tredje periode, men fem point i streg af Adam Heede-Andersen i slutningen af perioden, fik skåret lidt ned i føringen. Det gav udeholdet fornyet tro på tingene, og med seks minutter igen var forspringet tilbage på seks point, og Randers måtte kalde en timeout for at få styr på tingene.

Det lykkedes dog også for forhåndsfavoritterne, der efterfølgende gik på et 7-0 run og reelt set lukkede kampen. Kampen endte med en 93-79 sejr til Randers Cimbria, der dermed er det andet hold i semifinalen i Pokalturneringen, efter at Horsens tidligere på aften slog Copenhagen Basketball. 

Fritstillet spiller imponerer

En af kampens bedste spillere var David Crisp fra Randers, der leverede 22 point, 4 rebounds og 8 assists. Crisp er egentlig blevet fritstillet af klubben, men han spiller med, indtil han har fundet en ny arbejdsgiver. Kissoonlal havde også en god kamp med 22 point (5/8 på 3’eren) og 5 rebounds. Anfører, Chris Nielsen, havde 10 point, 7 rebounds og 7 assists.

For Værløse fik Mathias Bak Christensen vist sig frem med 20 point og 11 rebounds, mens Martin Poulsen havde 14 point og 9 rebounds.

Semifinalerne i Pokalturneringen spilles d. 5.-7. februar.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er Fullcourts Basketligaredaktør og har været det siden starten af 2020. Jeg brænder for basketball og bidrager til både NBA og Basketliga delen af siden.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Basketligaen