Efter at have tabt den første kamp på udebane 105-88 i kvartfinale serien mod Randers Cimbria, skulle Værløse Blue Hawks i aftes forsøge at levere overraskelsen, og snuppe en sejr hjemme i Søndersøhallen mod de østjyske gæster.
Pæn start fra begge hold
Værløse var i kampens åbningsfase farligst, når de angreb kurven med drives og cuts inde i feltet. Noget som Randers ellers var meget opmærksomme på efter de to holds seneste kamp. Derfor gik der lidt tid inden hjemmeholdet for alvor fik gang i offensiven, og efter de første fem minutter af kampen, havde Værløse blot noteret sig for 7 point. Randers var en anelse mere alsidige i deres angrebsspil og fik opbygget et 9-points forspring halvvejs igennem perioden.
Nok var Randers påpasselige defensivt, men Martin Poulsen insisterede på at drive mod kurven, hvortil han flere gange kom på straffekastlinjen og tog meget af opmærksomheden. Ikke desto mindre holdte Randers’ forspring på 9 point perioden ud. Således kunne Kronjyderne tage hul på anden periode med en 16-25-føring.
Fra anden periodes start kom Jacob Hoffman på banen. Hoffmann scorede 24 point i seriens første kampe, og scorede en lang 3er kort tid efter hans første boldberøring i dette opgør, som hurtigt udbyggede Cimbrias forspring til 12.
På trods af et højt tempo, med mange gode scoringsmuligheder, der burde komplimentere Randers mest, holdte Værløse relativt kort snor i udeholdet, og var med under 5 minutter til pausen kun bagud med 9 point.
En af nøglerne til, at Værløse i anden periode spillede tæt på lige op med Randers, var især at Koch Bar for alvor kom i gang efter en sløv åbning på opgøret.
Med under 2 minutter tilbage af første halvleg var Værløse blot bagud med 7 point, inden Randers med 1 minut og 40 sekunder tilbage af perioden gentagende gange fik frit løb mod kurven og dermed kunne øge forspringet til 11 og pausestillingen til 45-56.
Svingende anden halvleg
En forrygende start på anden halvleg, hvor de to hold lagde et højt tempo for dagen, var det lettere overraskende Værløse, der kom bedst ud efter pausen.
Med en powerfull start, fik Værløse reduceret Randers’ forspring til 4 point, hvor særligt Koch Bar fortsatte de gode takter fra første halvleg. Bar havde kort inde i tredje periode 14 point 10 rebounds og 3 blocks, mens holdets unge danske spillere supplerede på bedst tænkelige måde.
Desværre kunne hjemmeholdet ikke holde det høje niveau, og halvvejs igennem tredje periode var Randers igen foran med et tocifret pointantal 64-76. Alligevel havde Værløse dog sejren indenfor rækkevidde i en højtscorende kamp, hvor de imod alle odds kun var bagud med 7 før sidste quarter.
Desværre for det undertippede hjemmehold, havde Randers et ekstra gear at give af. Med et 12-1 run fra fjerde periodes start, trak gæsterne for alvor fra og opbyggede den største føring i kampen med 16 point. Værløse lod sig dog ikke slå ud, og med 32 point i kampens sidste periode leverede de en flot afslutning på opgøret.
Selvom Værløse spillede en flot kamp, hvor de for anden gang i træk scorede flere point end deres gennemsnitlige point per kamp fra grundspillet, var det som forventet gæsterne fra Randers, der kunne rejse hjem med en sejr i bagagen. Tyre Gathright sluttede som kampens topscorer med 25 point, mens hjemmeholdets Koch Bar fulgte efter med 23 point.
106-115 sluttede den anden kvartfinalekamp helt præcist mellem Værløse Blue Hawks og Randers Cimbria. Dermed er Randers nu foran 2-0 i serien. Næste kamp mellem de to hold er på mandag, hvor Randers med en sejr kan spille sig videre til sæsonens semifinaler.