Austin Pope. Det er noget af et navn, som Værløse BBK mandag præsenterede. Ikke nødvendigvis på grund af hans præstation, som dog heller ikke er dårlige, men i endnu højere grad på grund af selve navnet. For det er ikke hver dag, at Basketliga-holdene præsenterer en pave (pope)!
Men hvem er Austin Pope egentligt? Han er en 24-årig amerikaner, der måler knap to meter. Han kommer til Værløse efter at have spillet sine to sidste college-år for Chaminade SilverSwords. De spiller i NCAA Division II og har hjemme på Hawaii, og der venter derfor en del færre soltimer til den nye Værløse-spiller.
Pope har været en stor profil i hans to sæsoner for Chaminade, hvor han som senior snittede 14,8 point, 5,8 rebounds, 4,5 assists, som sikrede ham en plads på All Star-holdet i konferencen.
Med Austin Pope har Værløse fået en meget fleksibel spiller, der kan spille flere guard- og forward-positioner. Det vil de udnytte i Værløse, og Pavens nye head coach, Susie Heede, har generelt store forventninger til holdets nye tilføjelse.
“Jeg forventer, at Austin bidrager i udviklingen af spillerne og holdet, ved at sætte barren højt til træning og dermed presser os alle til næste niveau. Træningsmiljøet og konkurrencen, er vigtig for at vi kan vokse,” siger hun til klubbens Facebook-side.
Austin Pope lander torsdag i Danmark, hvorefter han må vente på, at papirerne går i orden, inden han kan komme i aktion. Du kan i mellemtiden se highlights med den nye spiller herunder:
https://www.youtube.com/watch?v=VkF4facstxE
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.