Oversigt over ændringer i spillertruppen
Træner: Pascal Safir Colman
Tilgange: Joachim Viehweg (Israel), Bertrand Awana (Lenoir-Rhyne University), Devin Thomas (Club Belize), Johan Kyed Jensen (U19), August Haas (St. Edward’s Hilltoppers), Nicholas Posborg (Athlete Institute), Max Albek (Ungdom), Carlo Urne (Ungdom), Dee Franklin (KB Kalaja)
Afgange: Viktor Lorenzen (Copenhagen Basketball), Mads Preuthn, Javion Blake, AJ Sumbry, Chanan Colman, Mathias Kelly, Marcus Sampson, Mathias Seilund,
Fortsætter fra sidste sæson: Marc Sylvest, Danijel Marsenic, Samuel Hertel, Mile Nedic, Mikkas Palsbo, Patrick Pedersen, Lucas Meyer, Andreas Mortensen, Andreas Meilby, William Asplund,
Oversigt over slutplacering sidste sæson, antal DM og antal pokaltitler
Slutplacering i 2019/2020-sæsonen: BMS Herlev Wolfpack vandt Pro B.
Antal danmarksmesterskaber: 7 (1982, 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 2003)
Antal pokaltitler: 7 (1981, 1982, 1983, 1985, 1988, 1992, 2003)
Opsummering af sidste sæson
Sidste sæson var en succesfuld en af slagsen for BMS Herlev Wolfpack, da de levede op til de målsætninger, som man havde fastlagt inden sæsonstart. Wolfpack ønskede således at blive det bedste hold i Pro B samt at kunne udfordre Pro A-holdene, hvilket lykkedes ved flere lejligheder.
Selvom det lykkedes at vinde Pro B, så gik det ikke helt så gnidningsfrit, som cheftræner Pascal Safir Colman havde ønsket.
”Vi tabte to kampe til Værløse (Blue Hawks, red.), og det var uden tvivl, fordi de spillede bedre i de kampe. Personligt synes jeg, at vi var et bedre hold, hvis man kigger spiller for spiller, men de spillede bare bedre i de kampe. Så havde vi selvfølgelig også nogle kampe, hvor vi kunne have vundet over nogle Pro A-hold, men det smuttede til sidst, fx mod Horsens (IC, red.) og mod Næstved (Team FOG Næstved, red.). Sejre her kunne have gjort, at vi havde vundet Pro B sikkert,” siger cheftræneren.
Trods visse nederlag, der ærgrer Pascal Colman, ser han dog tilbage på sæsonen 2019/2020 med positive øjne.
”Jeg oplevede sidste sæson som meget succesfuld på flere punkter. Som hold synes jeg, at vi blev bedre og bedre i som tiden gik. Der var nogle gange, hvor vi tog nogle dyk, men jeg synes, at vi var hurtige til at komme efter det igen. Så der var en udvikling som hold, og det var ligesom også det, vi arbejdede på frem mod slutspillet,” siger han.
Selvom det lykkedes for Wolfpack at vinde Pro B, skulle der ikke være gået meget galt før, at førstepladsen kunne være delt med Værløse Blue Hawks. Wolfpack endte således med 10 sejre og 11 nederlag, tal Blue Hawks stort set matchede med 9 sejre og 11 nederlag, hvorfor Blue Hawks var én kamp bagud på papiret og med en kamp mindre spillet.
Pro B skal genvindes
BMS Herlev Wolfpacks cheftræner Pascal Colman fortæller til Fullcourt, at målsætningen for den kommende sæson i sin enkelthed minder meget om den, som man gik indtil sidste sæson med.
”Vi skal genvinde Pro B, dog lidt mere overbevisende denne gang end sidste sæson. Derudover skal vi kunne konkurrere med Pro A-holdene, hvor vi forhåbentlig kan vinde en kamp eller to mere over Pro A-holdene,” siger han og fortsætter.
”Mit håb er også, at vi kan snuppe en kamp eller to i slutspillet, hvis vi når så langt, men det skulle vi nu gerne.”
Pre-season har på visse parametre ikke helt været, som ulvene havde regnet med, fortæller cheftræner Colman.
To af klubben nye udenlandske spillere, Devin Thomas og Bertrand Awana, havde indrejseproblemer, hvorfor det tog dem længere tid at komme til Danmark end først antaget.
Dette har betydet, at flere spillere har spillet ude af position i træningskampene, da der har været mangel på større spillere. Og større spillere er netop, hvad Thomas og Awana er, der henholdsvis måler 203 centimeter og 206 centimeter.
Forsinkelserne har også betydet, at den taktiske- og den indbyrdes forståelse er blevet sat ned i hastighed, hvorfor der endnu arbejdes på dette frem mod sæsonstart. Det er dog ikke nogen bekymring for Pascal Colman.
”Jeg er meget forhåbningsfuld og tror helt sikkert, at vi når at komme efter det, så holdet bliver spillet godt sammen, inden sæsonen starter.”
Ligeledes er sportsdirektør Tommy Nielsen positivt stemt overfor, den forfatning holdet er i.
”På nuværende tidspunkt ser det fornuftigt ud. Jeg synes, at vi har en homogen trup med sund konkurrence på alle pladser,” siger han.
Den camerouianske profil
Wolfpack har flere spændende spillere i truppen mod den kommende sæson. Her tænkes der særligt på spillere som Dee Franklin, Devin Thomas og August Haas, men der er dog ét navn, der skiller sig endnu mere ud: Bertrand Awana.
Holdets nye camerouner er stødt til holdet efter fire år på Lenoir-Rhyne University, der spiller i NCAA Division II. Derudover er centeren udset til at erstatte AJ Sumbry, fortæller cheftræneren.
Det er også med visse forventninger, at Colman har budt Awana velkommen i spillertruppen, da Awana skal være en vigtig brik i den succes, som Wolfpack jagter.
”Bertrand (Awana, red.) kommer til at være vores rock i forsvaret, da han er lang, meget atletisk, god til at blokere skud og læser situationerne godt. Derudover er han også en rigtig god pick-and-roll-forsvarsspiller,” lyder det fra Pascal Colman.
I sin tid i NCAA viste Awana da også sine gode forsvarsevner frem, da han snittede 2,02 blocks pr. kamp over de sidste to sæsoner i college. I samme periode snittede han 6,35 rebounds pr. kamp. Awana er ligeledes blevet kåret til den bedste shot blocker i sin NCAA II-konference to gange.
Det er ikke kun i forsvarsenden, at den 206 centimeter høje og 108 kilo tunge center har været effektiv. I angrebsenden ramte han i college lidt over 66 procent af alle hans skud.
Styrker og usikkerhedsmomenter
Hvis man spørger Wolfpacks cheftræner Pascal Colman, hvad der er holdets helt store styrke, er der ingen tvivl, og svaret kommer promte.
”Holdspillet er helt klart én af vores største styrker.”
Holdets træner uddyber og fortæller, at der igen i år vil være fokus på, at det er holdet, der står foran den individuelle spiller. Hos Wolfpack er det holdet, der er stjernen, og cheftræneren er ikke så meget for at pege enkelte spillere ud.
Selvom Wolfpack har flere spillere, som man med rette kan påklistre mærkatet ”profil”, så ser klubbens cheftræner, det dog kun som et udtryk for den bredde, der eksistere på holdet.
”En af vores andre styrker er også, at man ikke kan lukke én spiller ned, og så stopper man os helt. Vi har flere heste at spille på i år. Dette ser man fx på guard-positionen, hvor vi er stærke, eftersom Danijel Marsenic har fået en større og større rolle på holdet,” siger Colman.
Der er dog flere usikkerhedsmomenter hos Wolfpack-mandskabet, som jeg ser det.
Wolfpack har forynget holdet, hvor der er kommet flere unge spillere op i Basketligatruppen, og man har sagt farvel til mere rutinerede kræfter.
Hvis man sætter en grænse på 20 år, så vil denne foryngelse i tal sige, at man er gået fra at have 9 spillere over 20 år i truppen til de nuværende 7 spillere. I sidste sæson havde man 9 spillere på 20 eller yngre, og i denne sæson er dette tal oppe på 12 spillere.
Der er ikke nogen tvivl om, at de unge spillere hos Wolfpack er talentfulde, men spørgsmålet er, om de kan stå distancen, når konkurrencen virkelig spidser til, eller der kommer skader til de bærende kræfter?
Et andet usikkerhedsmoment er, at man ikke har forlænget med én af holdets mest markante profiler fra sidste sæson i form af Javion Blake – for dette havde man muligheden for.Dette fortæller cheftræner Pascal Colman til Fullcourt.
Det sker til trods for at Blake var ligaens femte mest scorende spiller og den spiller med flest assists.
”Vi har taget et valg om at gå med en dansk guard i stedet for og have to udlændige på de store positioner, da vi havde muligheden for at få August (Haas, red.) som afløser. Vi havde egentlig valget om at beholde Javion (Blake, red.), men vi har valgt et andet setup.”
Spørgsmålet er imidlertid om denne ændring i setup’et kommer til at bære frugt, eller om man kommer til at fortryde, at man ikke fortsatte samarbejdet med Blake. Det må tiden vise.
BMS Herlev Wolfpack indleder Basketliga-sæsonen d. 8. oktober på hjemmebane i Ballerup Superarena, hvor de tager imod BK Amager. Kampen fløjtes i gang kl. 20:00.
Jeg er skribent på Basketligaen. Når jeg ikke skriver artikler på Fullcourt, skriver jeg helt sikkert på en anden historie, da jeg til daglig studerer journalistik. Jeg har en stor interesse for basketball og et blødt punkt for DeMar DeRozan og Donovan Mitchell.